Der er sket meget på transområdet i de nordiske lande de seneste ti år, ikke mindst fordi transaktivister og transforskere er i dialog med hinanden på tværs af grænser.
I denne kronik vil jeg uddybe, hvorfor disse samarbejder er vigtige. I forlængelse af Agnes Bolsøs kronik vil jeg diskutere beskrivelsen af «transdebatten» som et minefelt samt den modsætning, som Bolsø opstiller mellem transaktivister og kønsforskere.
Jeg vil trække på egne erfaringer med at møde mure af antitrans modstand på universiteterne.
Jeg vil trække på egne erfaringer med at møde mure af antitrans modstand på universiteterne – både som studerende og underviser – og med at bedrive forskning i samarbejde med transmiljøerne, som jeg selv er en del af.
Et voksende forskningsfelt
Transstudier er et endnu forholdsvis lille forskningsfelt i de nordiske lande. Dette skyldes især manglende finansiering af transrelaterede projekter, stærk modstand mod transstuderende, -forskere og -undervisere på universiteterne samt højredrejning, antikønsbevægelser og antitrans strukturer i samfundet.
På trods af denne modstand vokser forskningsfeltet. Historisk har transstudier været i tæt dialog med transaktivisme. Institutionaliseringen af Transstudier, i for eksempel USA, er et resultat af transaktivisme både i samfundet og i akademiet. Dette er professor Susan Strykers arbejde et tydeligt eksempel på.
Kritiske analyser af kønssystemer, kønsnormer samt af sygeliggørelse af transpersoner både i sundhedssystemet, i forskning og i samfundet generelt er stadig omdrejningspunkt for meget transforskning både i Norden og internationalt. I det følgende vil jeg uddybe, hvordan denne forskning kan bidrage til at forbedre transpersoners situation, når den sker fra og med transmiljøerne.
Konstruktive samarbejder
For at forskning kan bidrage til at forbedre – i dette tilfælde – transpersoners livssituation, er det helt centralt, at vi som forskere holder os selv ansvarlige.
Det kan starte med, at vi spørger os selv: Hvem er min forskning for, om og af? Hvordan kan den bidrage til at skabe social forandring? Hvordan involverer jeg de grupper, min forskning skal komme til gode, i centrale beslutninger? Hvad kan jeg bidrage med fra den position, jeg forsker fra? Hvad skal jeg eventuelt undgå at fokusere på?
Via tætte samarbejder med transmiljøerne, kan vi som transforskere sikre os, at den forskning, vi bruger (lønnet) tid på, korresponderer til de behov, der er i miljøerne. Sammen kan vi udvikle brugbare, kritiske analyser for eksempel af sammenhænge mellem eugenikhistorie, racebiologi og steriliseringspolitikker, af transspecifik sundhed og af anden regulering af køn.
I transaktivisters kampe for bedre levevilkår og rettigheder er beskrivelser af de systemer, der regulerer vores kroppe og identiteter, vigtige.
Da der endnu er lang vej til at sikre helt basale rettigheder for transpersoner, fokuserer meget af transforskningen i de nordiske lande på adgang til transspecifik sundhed og juridisk kønsskifte.
Eksempelvis har Rigshospitalet i Oslo, endnu, monopol på udredning og behandling af transpersoner, og transpersoner blev helt indtil 2016 tvunget til at gennemgå irreversibel sterilisering for at kunne ændre juridisk køn i Norge.
Adgangen til transspecifik sundhed forudsætter stadig en psykiatrisk udredning og vurdering, og kategoriseringen og den almene forståelse af transpersoner sker derfor fortsat i høj grad inden for en psykiatrisk og sygeliggørende ramme.
Disse forhold kommer bag på mange, da der cirkulerer stærke narrativer om de nordiske lande som exceptionelle og progressive på LGBTIAQ+- og kønsområdet.
Kønsforskningen som minefelt
Elisabeth L. Engebretsen beskriver at «transdebatten» er præget af antitrans- og antikønsudtalelser, og inviterer derfor kønsforskere til at deltage med viden om snævre kønsnormer og tokønsstrukturer.
Agnes Bolsø beskriver også «transdebatten» som et minefelt – dog ikke for os hvis liv debatteres, men for kønsforskere, der udfordrer transaktivisme. Bolsøs beskrivelser af, hvor vanskeligt det er for kønsforskere at deltage i «transdebatten» , mener jeg afspejler en forventning om, at debatter som denne burde kunne tages let på. Men transdebatten er alvorlig, da den handler om vores eksistensberettigelse, levevilkår og rettigheder, hvilket slet ikke bør være en debat.
På trods af dette vægtes vores stemmer sjældent, og «transdebatten» er historisk foregået henover hovedet på os, som om vi ikke selv kan tale eller ikke ved, hvad der er bedst for os. Netop fordi udenforstående forskere, psykologer og sexologers input bliver vægtet højere, når der for eksempel laves politikker om vores liv, er det så vigtigt, at kønsforskere anerkender den magt, deres forskning gives.
Når kønsforskere deltager i t«transdebatten» eller bedriver forskning om transpersoner uden at sætte sig grundigt ind i transpersoners levevilkår og politiske kampe og uden at have tætte samarbejder med transmiljøer, risikerer de – uanset intentionen – at modarbejde transaktivisme.
De bidrager også til at reproducere og styrke både de strukturer, der marginaliserer os i samfundet generelt, og de strukturer i akademiet, der tavsgør og regulerer os og andre marginaliserede kroppe.
Jeg håber derfor, at kønsforskere, der tager imod Engebretsens opfodring om at blande sig mere i «transdebatten» , overvejer, hvilke konsekvenser deres analyser har for os, som det handler om. Jeg håber også de ser det som en mulighed at tie, eller at de i deres deltagelse fokuserer andre steder hen end på vores kroppe, identiteter og sexliv. For eksempel i stedet at granske de kønnede strukturer, der gør livet svært for alle men i særdeleshed for os.
Usynliggørelse af transpersoners erfaringer
I transaktivisters kampe for bedre levevilkår og rettigheder er beskrivelser af de systemer, der regulerer vores kroppe og identiteter, vigtige. Her er både kategorien trans og begrebet dysfori helt centrale redskaber. Jeg mener, Bolsøs diskussion af modsætningen mellem cis og trans og af dysfori, sætter disse kampe på spil ved at fratage os centrale redskaber og usynliggøre transpersoners erfaringer – og i værste fald eksistens.
Bolsø argumenterer, at cispersoner er lige så dysforiske som transpersoner, fordi cispersoner også er utilfredse med deres kroppe og modificerer dem på forskellig vis ved for eksempel at opbygge muskler. Opblødning af rigide cis/trans-dikotomier er vigtigt, og snævre køns- og kropsnormer skaber uden tvivl også udfordringer for cispersoner.
Kønsforskningen i Norden er præget af rigid hvidhed, heteronormativitet og binære kønsstrukturer.
Men det er langt fra det samme som at opleve dysfori og diskrimination relateret til forkert tildelte køn, kønnede strukturer i samfundet, og den måde vores (trans)kroppe kønnes og opfattes på.
Bolsøs sidestillen af cis- og transpersoners erfaringer af kropsnormativitet samt udviskning af dysfori mener jeg er farlig, fordi den risikerer at vanskelig- eller umuliggøre adgangen til transspecifik sundhed, der netop afhænger af påvisningen af dysfori.
Ydermere er det dybt problematisk, at Bolsø fremstiller transpersoners behov for for eksempel hormoner som at ligge under for misforståelser af, hvordan kønsnormer fungerer. Argumentet læser jeg tæt sammen med antitrans feministers udtalelser om, at dette er en form for falsk bevidsthed.
Jeg mener, at transpersoner i Bolsøs kronik, både beskyldes for at opretholde rigide kønsnormer i samfundet og samtidig pålægges ansvaret for at dekonstruere disse normer. Dette er problematisk og i øvrigt en udbredt praksis inden for dele af queer- og kønsforskningen. Vores levede erfaringer er historisk blevet gransket og dissekeret af udenforstående cisforskere, og samtidig er vores erfaringer med og viden om disse kønssystemer blevet bagatelliseret af selvsamme cisforskere, der beskylder os for at være biased og vores viden, forskning og argumenter for at være minefelter.
Kønsforskning præget af rigid hvidhed
Bolsø opstiller i sin kronik det jeg ser som en falsk dikotomi mellem kønsforskning på den ene side og transaktivister på den anden side.
Derved reproduceres endnu én af de barrierer, vi som transpersoner og transaktivister kæmper imod, når vi søger muligheder inden for kønsforskningen. Nemlig konstruktionen af marginaliserede kroppe som forskningsobjekter frem for forskningssubjekter – altså som nogen man forsker om, og ikke som en position man kan forske fra.
Både som studerende, som underviser på antropologistudiet og som forsker har jeg – og andre, der forsker med udgangspunkt i egne, levede erfaringer, aktivisme og fællesskaber – gang på gang fået at vide, at jeg «ikke kan være neutral», at jeg er «følelsesladet», «for tæt på», «for involveret» og «ikke akademisk».
Kønsforskningen i Norden er præget af rigid hvidhed, heteronormativitet og binære kønsstrukturer og af et ekskluderende objektivitetsregime, hvor levet erfaring og praksis ikke ses som et vigtigt eller endda legitimt udgangspunkt for vidensproduktion.
Denne kontrol og regulering af, hvad der kan tælle som viden, og hvem der kan producere den, udelukker transpersoner og andre marginaliserede kroppe fra at producere viden i akademiet, og må ikke stå uimodsagt hen.
Les også tidligere innlegg i debatten:
Kronikken ble endret 20. mars 2020.
