Utgave: 1/2019 Åpent nummer

Fat studies – et felt, der vokser

Sammendrag

Formålet med denne artikel er at introducere læseren til det voksende akademiske felt fat studies ved at gennemgå en håndfuld af de udviklinger og diskussioner, der har hjulpet til at forme dette nye akademiske felt i opposition til traditionel biomedicinsk «fedmeforskning». Selvom artiklen ikke er udtømmende, kan den forhåbentlig tjene som en introduktion og en hjælpende hånd med hensyn til at lokalisere yderligere litteratur til den interesserede læser. Herudover beskriver og diskuterer artiklen tre teoretiske strømninger, der har været særlig vigtige for dette nye forskningsområde (feministisk, queer- og kritisk handicapteori).

Nøkkelord: Fat studies, tykhed, feministisk teori, queer teori, kritisk handicap teori, biomedicin


Indledning

I det efterhånden ikoniske feministiske værk Women, Policy and Politics: the construction of policy problems (1999) undersøger Carol Lee Bacchi, hvordan politiske problemløsningsforslag diskursivt bliver til, og hvordan de konstruerer en konkret politisk virkelighed med reelle konsekvenser for dem, som forbindes med et givent «problem». Selve måden et problem betragtes på har nemlig, ifølge Bacchi, betydning for, hvordan vi efterfølgende forsøger at løse det, hvorfor politiske forsøg på at løse samfundsmæssige problemer ikke kan forstås som objektive tiltag, der forsøger at rette op på uretfærdigheder, som eksisterer uafhængigt af vores forståelser af dem. Bacchi tager derfor også afstand fra mere traditionelle politiske analyser af samfundsmæssige problemstillinger, der udelukkende har til formål at identificere og løse problemer uden at interessere sig for, hvordan et socialt fænomen diskursivt bliver til som et problem i det hele taget. Bacchi har ikke bidraget til det relativt nye og voksende felt fat studies. Når jeg nævner hende her, er det fordi jeg vil forslå, at fat studies’ mange og forskelligartede forsøg på at udfordre en traditionel og biomedicinsk forestilling om «fedme» skal forstås med udgangspunkt i netop denne logik. Fat studies handler ikke om «problemet» fedme, men om problematiseringen af «fedme». I stærk kontrast til lægefaglige forsøg på at blive af med den tykke krop og mere traditionelle politiske analyser af de samfundsmæssige udfordringer forbundet med «fedme», der har til formål at identificere og løse følgevirkningerne af «problemet fedme», tilbyder fat studies altså en anden vej og et andet perspektiv. Det er denne anden vej artiklen her afsøger ved at spørge, hvordan forskellige perspektiver og retninger indenfor (og grænsende til) fat studies udfordrer traditionel biomedicinsk fedmeforskning?

Ligesom feministisk teori har gjort det (og stadig gør det) kan man sige, at fat studies har et lignende ønske om at holde en positivistisk videnskabstradition til ansvar for at have etableret og naturliggjort en række ulige skel mellem kroppe. Den kønnede krop eksisterer ikke i et vakuum, men i relation til andre kroppe, subjekter, tegn og objekter – og konstitueres dermed også i samspil med korpulent subjektivitet, herunder tykhed. Analyser af den tykke krops tilblivelse og væren i verden kan således bidrage til at nuancere og kompleksgøre analyser af, hvordan kroppe kønnes på meget forskellig og ulig vis. Ligesom megen kønsforskning tager fat studies desuden ofte udgangspunkt i overvejelser om agens, kontrol og viden med et fokus på, hvordan sådanne indskrives i kroppen – et perspektiv der samtidig gør kroppen til udgangspunkt for politiske kampe, der ikke alene omhandler køn, men også fx race, alder, kropskapabelhed og seksualitet.

At prøve at præcisere, hvad et voksende forskningsfelt som fat studies er for en størrelse er ingen let opgave – med denne oversigtsartikel vil jeg imidlertid forsøge at give et rids af feltet, sådan som jeg er ankommet til det. To ting er vigtigt at notere sig i den forbindelse: For det første, at denne artikel bestemt ikke er udtømmende, men mere tænkt som en introduktion eller en læseguide, der kan hjælpe dig videre og dybere ind i feltet, om du skulle lyste. For det andet, at artiklen er et produkt af min nu afsluttede ph.d.-afhandling Tyk. Populærkulturelle fortællinger om den tykke krop (Eriksen 2017), hvorfor nogle perspektiver og pointer beskrives og diskuteres mere i deltaljen end andre, simpelthen fordi jeg fandt nogle perspektiver mere vedkommende end andre. Ikke desto mindre har jeg her forsøgt at give et rids af den litteratur, der på mange måder udgør feltets «fundament» – herunder tre teoretiske strømninger, som jeg vil argumentere for, har haft særlig betydning for dette spirende forskningsfelt (feministisk-, queer- og kritisk handicapteori).

I begyndelsen

Med henvisning til konferencen Fat Attitudes: An Examination of an American Subculture and the Representation of the Female Body afholdt på Columbia University Teachers College daterer krops- og tykhedsaktivisten Marilyn Wann fat studies som akademisk felt til 2004 (2009:xi). Køns- og fatforsker Jackie Wykes er mindre konkret, men ikke uenig når hun tidsfæster fat studies som en akademisk disciplin til slutningen af 1990’erne og starten af 2000’erne (2014:2). At «fat» bliver et identificerbart akademisk felt i disse år, tilskriver Wykes særligt to omstændigheder. For det første fremkomsten af «fedmeepidemien» i den offentlige diskurs og for det andet: Den materielle vending inden for kulturstudier og særligt interessen for kroppen som et vigtigt sted hvorfra magtens virkemåder kan undersøges (ibid.). Fat studies har imidlertid en betydelig længere aktivistisk forhistorie, og den tykke krop en endnu og meget længere fortid med særligt natur-, sundheds- og lægevidenskaben. Jeg vil opridse blot en håndfuld af de udviklinger og diskussioner, der har formet det akademiske felt omkring fat studies og etableret det i opposition til traditionel fedmeforskning, uden dog at gå i detaljer med hverken fat-aktivisme eller naturvidenskabens behandling af den tykke krop. At adskille fat-aktivisme fra fat studies er en svær opgave – for de to er i meget høj grad sammenvævede størrelser. Når jeg alligevel gør et forsøg på at opdele, sker det med ønsket om at fremskrive fat studies som et akademisk forskningsfelt i sin egen ret inden for akademia.1 Skønt jeg altså ikke i denne artikel har et konkret fokus på kropsaktivisme anser jeg alligevel mine diskussioner og pointer som et bidrag til debatten – og dermed også som et slags «aktivistisk produkt», hvormed jeg (på meget få linjer og inden jeg for alvor er gået i gang) allerede har fået blandet aktivisme og akademia sammen. Artiklen her, såvel som min nu afsluttede ph.d.-afhandling, skal derfor ikke læses som et forsøg på at etablere vandtætte skotter mellem en aktivistisk og en akademisk tilgang til den tykke krop, men i stedet som mit personlige forsøg på dels at flytte spørgsmål om tykhed og korpulent subjektivitet ind i en ikke-naturvidenskabelig akademisk kontekst og dels at introducere til et nyere forskningsfelt i form af fat studies.

Tyk og fed

Først et par ord om begreber og termer – for i kølvandet på de mere biokritiske analyser, perspektiver og tilgange til den tykke krop, som fat studies tilbyder, har et anderledes begrebsapparat (måske næppe overraskende) udviklet sig i opposition til det anvendt i og af traditionel fedmeforskning. Det drejer sig i særdeleshed om netop den kliniske term fed/fedme (på engelsk obese/obesity), der ofte aktivt fravælges på grund af dets rødder i en lægefaglig og medicinsk forståelse af kropsvægt, som konnoterer sygdom og patologi (se fx Cooper 1998; Schroeder 1992; Murray 2008; Wann 1998, 2009). I samme tråd går en kritik i retningen af betegnelser som under- og overvægtig, fordi de i deres anvendelse skaber et ideal (normalvægtig) og en målestok, der gør kropslig variation til en anormalitet og på baggrund af en statistisk vægtfordeling stempler og stigmatiserer bestemte kroppe som problematiske og afvigende (Wann 2009). Blandt andet inspireret af queerteoretiske og -aktivistiske forsøg på at generobre og redefinere en oprindeligt nedsættende betegnelse anvender mange (inklusiv jeg selv) derfor i stedet termen «fat» eller på dansk «tyk». Fatforsker og -aktivist Charlotte Cooper forklarer sit valg sådan her:«As an activist I am interested in the use and reclamation of the word fat, to expunge shame from the term and reinforce its signification as a term of pride and identity» (Cooper 2010:1021). Andre anvender termen tyk med den begrundelse, at ordet er (eller i hvert fald burde være) et neutralt og deskriptivt tillægsord, på samme måde som høj, mørkhåret eller bleg er det. Jeg anvender selv begreberne tyk og tykhed i denne oversigtsartikel, mens jeg afstår fra (så vidt muligt) at bruge betegnelser som «fed», «fedme», «fedmeepidemi», etc., fordi det så tydeligt peger i retning af et sundheds- og lægefagligt paradigme. Modsat Cooper er dette valg således i mindre grad (for mig) et spørgsmål om identitet og stolthed og i højere grad et spørgsmål om konkret kropspolitik og forsøget på at skrive mig op imod en herskende biomedicinsk forståelse af kroppen, som jeg løbende gennem artiklen vil komme til at problematisere. Jeg har desuden undladt at oversætte fat studies fra engelsk til dansk, fordi det er den mest udbredte betegnelse anvendt på tværs af Storbritannien, Europa, USA, Canada og Australien, hvor størstedelen af denne type forskning desuden foregår. På samme måde henviser jeg eksempelvis til diverse «fatforskere», fordi jeg ønsker at fastholde forbindelsen til et nyt og internationalt forskningsfelt, der er mest udbredt i engelsk litteratur og forskning, ved helt konkret at skrive mig ind i det. Jeg anvender desuden fat studies som en paraplybetegnelse for en række perspektiver på den tykke krop, der alle på forskellig vis udfordrer en traditionel og biomedicinsk forståelse af «fedme».

Et felt, der vokser

Om det overordnede formål med fat studies forklarer Cooper, at feltet har til formål at stille spørgsmålstegn ved og dermed problematisere traditionelle forståelser af «fedme», hvorfor det også trækker sprogligt, kulturelt og teoretisk på diskussioner om borgerrettigheder, social retfærdighed og forandring: «Fat Studies enables the reframing of the problem of obesity, where it is not the fat body that is a issue, but the cultural production of fatphobia» (Cooper 2010:1020). Artiklen, som citatet stammer fra, er Coopers detaljerede kortlægning af den voksende mængde litteratur om tykke kroppe, som særligt samfundsvidenskaben har bidraget flittigt til de sidste 10 år. Den tykke krop har ellers lige siden, den blev et interessefelt for videnskaben, været et næsten udelukkende medicinsk og lægefagligt anliggende, der var sikkert forankret i natur- og sundhedsvidenskaberne. En traditionel lægevidenskabelig tilgang til den tykke krop er da – dengang som nu – optaget af at kortlægge og forebygge den tykke krops forekomst samt at behandle «fedmerelaterede» sygdomme og negative helbredskonsekvenser – et fokus, som megen fatforskning hævder har patologiseret den tykke krop unødigt og skabt den som en medicinsk identitet (Campos 2004; Harjunen 2003; Cooper 2010; Bacon 2010; Bacon mfl. 2005; Wann 2009). Sygeliggørelsen af den tykke krop har først og fremmest betydet en øget kontrol af den, men også underbygget forestillingen om, at tykhed er en unaturlig, helbredelig og dermed midlertidig kropslig tilstand. Ifølge fatforsker Hannele Harjunen kan denne forestilling om «midlertidighed» muligvis også hjælpe til at forklare, hvorfor andre perspektiver på den tykke krop er blevet overset eller vurderet ligegyldige: Når ingen indenfor en medicinsk diskurs er (eller bør være) permanent tykke, vurderes undersøgelser af fx sociale og politiske konsekvenser af tykhed eller tykhed som en social konstruktion let uinteressante eller ligegyldige (Harjunen 2003:3). Ved i stedet at behandle den tykke krop som først og fremmest en relationel kategori, men også en størrelse influeret af fx historiske, politiske, socioøkonomiske, kulturelle strømninger, repræsenterer fat studies en normkritisk tilgang til sundhedsregimers forestillinger om, at «fedme» kan reduceres til udelukkende at handle om en «uheldig» kombination af biologi, gener, stofskifte og natur. Fat studies sigter imidlertid på at gøre mere og andet end blot at udfordre en traditionel biomedicinsk forståelse af den tykke krop. Den ønsker mere grundlæggende at nuancere forestillingen om den tykke krop ved at tilbyde eksempelvis sociologiske (Lupton 2013; Monaghan 2008), etnografiske og antropologiske (Kulick og Meneley 2005; Forth og Leitch 2014), geografiske (Longhurst 2005), pædagogiske (Cameron 2015; Wright 2009; Rich 2011), fænomenologiske (Barber 2016), historiske (Saguy 2013; Levy- Navarro 2008, 2009; Stearns 2002; Gilman 2008) og interpersonelle analyser af den tykke krop (Schoenfielder og Wieser 1983; Wann 1998; Cooper 1998; Murray 2008). Disse nye perspektiver er imidlertid ikke vokset ud af ingenting, men opstod blandt andet på baggrund af – og som en modreaktion på – en række lægefaglige artikler og udgivelser fra 1990’erne, der for første gang advarede om en «tikkende sundhedsbombe» i form af en hurtigtudviklende «fedmeepidemi» (fx Moore mfl. 1997; Wilding 1997; Popkin og Doak 1998) – et varsel, som World Health Organization understregede i 2000 med rapporten Obesity: Preventing and Managing the Global Epidemic (WHO 2000). Et dansk eksempel er Sundhedsstyrelsens rapport Den danske fedmeepidemi. Oplæg til en forebyggelsesindsats, som fulgte i 2003.2 Et spirende fat studies-felt tog til genmæle og kritiserede den biomedicinske dokumentering af konsekvenserne forbundet med fedme for at være både fejlbehæftet og stærkt overdrevne (Cooper 1998; Cogan og Ernsberger 1999; Lyons og Miller 1999; Miller 1999). Flere tilsluttede sig denne kritik og pegede yderligere på, at traditionel fedmeforskning alt for ofte hviler på tvetydige resultater, ideologiske og moralske forestillinger og en stærkt forsimplet viden om et komplekst felt (se fx Campos mfl. 2006; Gard og Wright 2005; Brownell mfl. 2005; Oliver 2006; McGee 2005; Basham, Gori og Luik 2007; Pieterman 2007; Bacon og Aphramor 2011; Flegal mfl. 2005, 2010). Til eksempel argumenterer Cogan og Ernsberger med artiklen «Dieting, Weight, and Health: Reconceptualizing Research and Policy» (1999) for, at en vægtbaseret tilgang til sundhed er funderet i problematiske og fejlagtige antagelser om, at vægttab skulle være et spørgsmål om personlig vilje, at slankekure i det hele taget altid er sundhedsforbedrende, og at tykhed per definition er usundt, mens slankhed altid er lig med sundhed. Et budskab, som den aktivistiske sundhedsbevægelse Health at Every Size (HAES)3 bakker op om. Overordnet trækker bevægelsen på forskningsresultater, der har vist, at et snævert fokus på vægt og BMI gør mere skade end gavn, hvorfor sundhed i stedet bør basere sig på – og måles gennem – konkrete livsstilspraksisser (Austin 1999; Bacon mfl. 2005; Provencher mfl. 2009; Aphramor 2009). HAES spejler således en populær fatteoretisk pointe; nemlig at sundhed og tykhed bør adskilles fremfor kollapses: «Body weight might be a marker for an imprudent lifestyle in some people, but its role in determining health, particularly when compared to regular activity, is grossly exaggerated» (Bacon 2010:xxi). Fat studies er dog langtfra et internt enigt forskningsfelt, når det kommer til diskussionen om, hvorvidt (og i hvor høj grad) fedme faktisk er en problematisk sundhedstilstand, som kræver (be)handling. Nogle fastholder således tykhed som patologi (fx Basham, Gori og Luik 2007), men kritiserer samtidig lægevidenskabens monopol på definitionen af «fedme», dele af dens resultater og konklusioner og/eller et for indskrænket syn på, hvad som skaber flere og flere tykke kroppe (Campos 2005, 2006; Gard og Wright 2005; Oliver 2006). Andre afviser helt, at tykhed skal, kan eller bør kureres (og at forsøg på at kontrollere og disciplinere kroppe ud fra et universelt og normativt vægtideal er både irrelevante og farlige), idet tykhed helt omvendt forstås som en naturligt forekommende kropslig variation, der bør undersøges fri for moralske domme (Saguy og Almeling 2005; Herndon 2002). Yderligere andre har påpeget, at skønt eksempelvis HAES’ tilgang til sundhed er både veldokumenteret såvel som sympatisk (i den forstand, at den søger at modvirke diskrimination og stigmatisering), så trækker den samtidig en – muligvis upåagtet, men ikke desto mindre problematisk – grænse mellem de tykke kroppe, der på den ene side er i stand til at efterleve en række bestemte sundhedspraksisser og på den anden side de, der på grund af fx kronisk sygdom eller social udsathed ikke kan. Således opstår blot et nyt, men ikke mindre stigmatiserende ideal i form af «good fatties» (gode tykke) vs. «bad fatties» (dårlige tykke) (Meleo-Erwin 2012:389). I en artikel omhandlende fremkomsten af såkaldte «sundhedsmæssige risikopopulationer» peger Deborah McPhail og Andrea Bombak imidlertid også på, at en traditionel biomedicinsk forståelse af tykhed og sundhed, trods fatforskeres forskellige kritikker, fortsat er herskende og næsten altdominerende:

Despite evidence from such sources as the US Centers for Disease Control stating that fatness does not necessarily lead to higher morbidity or mortality […] public health and biomedical discourse continues to position obesity as an ‘epidemic’ with the potential to bankrupt western economies due to anticipated health care costs (2015:541).

Det er særligt den ildevarslende fortælling om, hvordan mange tykke kroppe i fremtiden vil blive til en kolossal økonomisk og samfundsmæssig byrde, der ifølge McPhail og Bombak fortsat muliggør en voksende kontrol og stigmatisering af tykke kroppe. De to hævder således, at det er netop rammesætningen som en særlig risikopopulation, der samtidig muliggør en både materiel og repræsentativ kontrol og overvågning af tykke kroppe, og som med rødder i en anti-fedme retorik, konstruerer den tykke krop som en direkte trussel mod den vestlige civilisation (McPhail og Bombak 2015). Wykes tilslutter sig dette argument og peger ydermere på, hvordan konstruktionen af tykhed som en global sundhedskrise samtidig underbygger en problematisk fortælling om en voksende population af tykke borgere, der, fordi de fejler i forsøget på (eller måske ligefrem nægter) at kropsliggøre neoliberale idealer om selvkontrol og produktivitet (og herigennem vægttab), bliver til som dovne og dyre «velfærdssnyltere» (Wykes 2014:xx). McPhail og Bombak, såvel som Wykes, er eksempler på fatforskere, der fremfor detaljeret at gå traditionel fedmeforskning efter i sømmene i stedet er interesseret i de negative konsekvenser, som en rigid og udelukkende biomedicinsk forståelse af den tykke krop medfører; nemlig stigmatisering og diskrimination (se også fx Flanagan 1996; Kirkland 2003, 2008; Solovay 2000; Puhl og Heuer 2009; Boero 2009). Et andet eksempel er artiklen «Is Fat a Feminist Issue? Exploring the Gendered Nature of Weight Bias» (2012), hvori Janna Fikkan og Ester Rothblum gennemgår en lang række undersøgelser inden for så forskellige områder som medierepræsentation, sundhed, uddannelse, arbejdsforhold og indkomst, der imidlertid alle sammen konkluderer, at tykke kroppe er udsat for omfattende diskrimination. Og på baggrund af lignende undersøgelser foreslår Crandall (1994), hvordan en udbredt antipati mod tykke kroppe kan forstås som en ideologi lig symbolsk racisme.

Også inden for humaniora har fat studies fundet vej til blandt andet litteraturvidenskaben, kulturstudier, teater-, medie-, og filmvidenskab og kunsthistorie. For eksempel kan nævnes de to omfattende antologier Bodies out of Bounds: Fatness and Transgression (Braziel og LeBesco (red.) 2001) og The Fat Studies Reader (Rothblum og Solovay (red.) 2009), hvori den tykke krop med udgangspunkt i alt fra noveller, tegneserier, tv- serier, film og teater undersøges på ny og i kontrast til gængse sundhedsvidenskabelige definitioner af «fedme». Dertil introducerede forlaget Taylor & Francis i 2012 det interdisciplinære tidsskrift Fat Studies: An Interdisciplinary Journal of Body Weight and Society, der belyser og udforsker tykhed som en intersektionel kategori, der konstitueres i samspil med en række andre kategorier som fx alder, race, klasse, køn, seksualitet, etnicitet og kropskapabelhed.4 Yderligere et eksempel er temanummeret «Theorizing fat sex», som tidsskriftet Sexualities udgav i 2016 indeholdende bidrag som: «Fat male sexuality: The monster in the maze» (Harker 2016) og «Fucking failures: The future of fat sex» (White 2016).

Da mit oprids af feltet omkring fat studies næsten udelukkende har haft fokus på amerikansk litteratur og teori er det vigtigt at understrege, at interessen for og teoretiseringen af den tykke krop bestemt også er at finde uden for Nordamerikas akademiske grænser. Et eksempel er en spirende dansk interesse for den tykke krop, som i disse år er voksende.5 Der hersker imidlertid næppe tvivl om, at amerikanske bidrag til etableringen af et fat studies-felt har været dominerende, for ikke at sige overvældende. Når jeg har koncentreret mig om disse, er det ikke mindst fordi jeg anser mange af de omtalte tekster, bøger og artikler i denne artikel som et slags bærende fundament for (i det mindste tilblivelsen) af fat studies som et akademisk forskningsfelt. En kritik, ikke bare af fat studies, men også af fx queer- og crip teori, går på, at sådanne tenderer til at være foramerikanske (se fx Bech 2003).

Det er selvfølgelig vigtigt at reflektere over, hvordan disse primært amerikanske teorier overføres til en fx europæisk eller nordisk kontekst. Når jeg ikke i artiklen her tøver med at anvende amerikanske teorier om kroppen, er det først og fremmest, fordi jeg hverken ser logikken i eller muligheden for helt at adskille amerikansk kropskultur fra fx en europæisk kropskultur. At de kropsidealer, som artiklen diskuterer og fremhæver, udelukkende skulle have rødder i en særlig europæisk og afgrænset kropskultur, opfatter jeg som usandsynligt. Hvad angår brugen af amerikansk teori, er jeg på linje med Tiina Rosenberg, når hun peger på at queerteori muligvis har sine kulturelle rødder i USA, men teoretisk er forankret i en europæisk idéhistorie (2002:64) – det samme kunne man umiddelbart hævde om fat studies. Forhåbentlig kan mit rids, trods den stærke nordamerikanske indflydelse, tjene til at tydeliggøre netop dette ved at pege på i hvor høj grad fat studies er blevet til i krydsfeltet mellem ganske mange former for kritiske videnskaber og traditioner – nordamerikanske såvel som europæiske. I den følgende og anden del af denne oversigtsartikel vil jeg nu zoome yderligere ind på nogle teoretiske fat-teoretiske «grund-pointer» og diskussioner og samtidig forsøge at tydeligøre, hvordan fat studies er influeret af henholdsvis feministisk, queer- og kritisk handicapteori.

Feministisk teori

Mens fat studies som akademisk felt ikke endnu kunne siges at eksistere i 1960-70’erne, udviklede fat-aktivisme sig i denne periode som en social bevægelse særligt i USA, hvor den var tæt forbundet med tidens politiske strømninger; ikke mindst kvinders kamp for rettigheder og ligestilling (Chalklin 2016b). Mødet mellem sådanne strømninger er udmundet i blandt andet feministiske forgreninger som fat-feminisme eller fatpositiv feminisme, der på baggrund af kritiske teorier om (kvinde)kroppen og samfundet kan påvise, hvordan eksempelvis misogyni, sexisme, sizeism og «fedmehad» er forbundet (Boling 2011; Wann 2009; Cooper 2010, 2016; Rothblum 2011). Et vigtigt formål for fat-feministiske analyser af kroppen var og er da en kritik, der går i retning af de (bogstaveligt talt) meget smalle idealer og snævre opfattelser af, hvordan kroppen «bør» se ud (se fx Bordo 1993). Et særligt interesse- og forskningsområde omfatter «klassiske» feministiske analyser og diskussioner af fx kropslig erfaring, disciplinering og skønhedsidealer – et bredt fokus, der ofte bringer slankeindustrien, vægtkorrigerende kirurgi, skønhedskonkurrencer og slankekure i fokus (som eksempler kan nævnes: Chapkis 1988; Wolf 1991; Saukko 2006 (om slankekure og skønhed), Cohen, Wilk og Stoeltje 1996; Banet-Weiser og Portwood-Stacer 2006 (om skønhedskonkurrencer), Davis 2003, Maor 2014 (om kropsmodifikation og vægttab)). Trods interessefællesskabet med feminismen var antifedmehad-perspektiver dog langt fra selvskrevne i feministiske diskussioner og analyser af kroppen, og den tykke krop forblev derfor tit og ofte en overset kategori. Psykoterapeuten Susie Orbachs Fat is a Feminist Issue (2010, orig. 1978) blev imidlertid et skelsættende værk, der kom til at generere en øget feministisk interesse for den tykke krops tilblivelse og betydning. Orbach, der afviser, at tykhed alene skulle have at gøre med mad og overspisning, beskriver i stedet, hvordan patriarkalske samfundsforhold må forstås som strukturer, der optages og indskriver sig i kroppen. Således gør Orbach den tykke krop til en politisk krop. Ved samtidig at foreslå at læse «fedt» som en forsvarsmekanisme mod blandt andet mænds seksualisering og tingsliggørelse af kvindekroppen gøres den tykke krop desuden til et feministisk anliggende. Om end Orbach ofte roses for at have rejst vigtige spørgsmål vedrørende forbindelsen mellem (patriarkalske) samfundsforhold og kroppens udformning, er værket også blevet kritiseret for at fastholde den tykke krop som et tegn på en sygelig identitet fremfor en naturligt forekommende kropskategori (Cooper 1998; Murray 2008; Tomrley 2009). «What is it about the social position of women that leads them to respond to it by getting fat?» (2010: 7) spørger Orbach undrende i indledningen. Orbachs logik er således problematisk, idet den implicit forudsætter, at kroppen, hvis den ellers frigøres af patriarkalske samfundsstrukturer, i sit «naturlige udgangspunkt» er slank. En logik, der muligvis fjerner en del af den skyld, som den tykke krop ofte tildeles, men som samtidig naturliggør slankhed og undlader at sætte spørgsmålstegn ved den stigmatisering, som følger med i kølvandet på at blive diagnosticeret som en form for «kropslig forsvarsmekanisme». Til yderligere ærgrelse for fat-aktivister havde senere feministiske teoretiseringer af kroppen ofte et overvejende fokus på slanke kroppe, på spiseforstyrrelser og de urealistiske skønhedsidealer, som særligt kvinder forventedes leve op til (Bordo 1993; Chernin 1983; Wolf 1990; Seid 1989). Mens sådanne analyser uden tvivl genererer værdifuld viden om og indsigt i konstruktionen af den normative kvindekrop, har blandt andre Kathleen LeBesco advaret om, at et ensidigt fokus på den slanke og normative krop risikerer at udviske og negligere den tykke krop ved at kaste et problematisk lys alene på det subjekt «[…] whose desire to be ‘normal’ determines her identity» (2004:16). LeBesco repræsenterer imidlertid en queer-informeret tilgang til den tykke krop – en tilgang, der har konsekvenser ikke alene for forståelsen af identitetsdannelser, men også tilblivelsen af kroppen.

Queer teori

LeBesco har med en række bøger og artikler af flere omgange rettet sin udelte opmærksomhed mod den tykke krop, som hun ønsker at fjerne fra lægevidenskabelige og medicinske diskurser og i stedet placere i sociale og kulturelle (2001, 2004, 2010, 2011). I stedet for en enten æstetisk eller medicinsk tilstand foreslår LeBesco at læse tykhed som dels en performativ gøren og en politisk situation – en tilgang, som LeBesco hævder, gør den tykke krop til en interessant figur, fordi den i kraft af sin kulturelt og diskursivt skabte position som «afvigende» og «abnorm» rummer en ganske særlig og værdifuld evne til at vække ubehag og forstyrre social orden: «If we think of revolting in terms of overthrowing authority, rebelling, protesting, and rejecting, then corpulence carries a whole new weight as a subversive cultural practice that calls into question received notions about health, beauty, and nature» (2004:1). I LeBescos nytænkende værk Revolting Bodies? The Struggle to Redefine Fat (2004) udforsker hun denne tese gennem en række kulturanalytiske læsninger af tykhed og skriver sig således ind i den del af fat studies-feltet, der henter inspiration og begreber fra queer teori. Ved at «queere» fat ønsker hun at «genskabe» den tykke krop gennem analyser, der samtidig tager højde for, hvordan for eksempel kropslig materialitet, seksualitet og racialisering gensidigt konstituerer hinanden (2004:14). En queer/fat tilgang til den tykke krop skal med andre ord åbne op for intersektionelle analyser af kroppen, der medtænker betydningen af en række andre kategorier. LeBesco afviser således, at tykhed skulle være en kategori, der kan «isoleres» og analyseres separat. Ved i stedet at behandle tykhed som en kropslig kategori, der opstår på baggrund af komplekse magtmekanismer influeret af andre kategorier som fx seksualitet, køn, race og alder, åbner en queeranalytisk tilgang op for bredere analyser af den tykke krops betydning og tilblivelse. LeBesco er samtidig kritisk overfor en række af de forklaringsmodeller, der baserer sig på essentialistiske forestillinger om kroppen:

Whether tracing along a biological path to bad genes or horrible hormones, or along a social path to traumatic childhood experience, proponents of essentialist positions argue that fat identity is the unfortunately inevitable outcome of a casual relationship with some original variable gone awry (ibid.).

Ifølge LeBesco tjener sådanne forklaringsmodeller ofte et todelt (men problematisk) formål; nemlig at befri den tykke krop for en vis portion skyld og skam ved at fjerne det individuelle «ansvar» for kroppen og herigennem etablere en politisk platform, hvorfra tiltrængte politiske rettigheder kan tilkæmpes. Om end strategien synes politisk mobiliserende, advarer LeBesco om, at sådanne fortællinger let risikerer at reducere den tykke krop til en passiv, usynlig og viljeløs krop uden agens, hvorfor hun i stedet opfordrer til helt at gentænke den tykke krop ved at belyse, hvordan specifikke kroppe (ud)leves (ibid.:125) og med henvisning til Elisabeth Grosz (1994); hvordan «[…] social codes, norms, ideals, and signs present themselves narratively on culturally invisible fat bodies» (ibid.:7). Et yderligere eksempel på denne anden strømning, som foregår mellem queer og fat, er antologien Queering Fat Embodiment (Pausé, Wykes og Murray 2014). I introduktionen udpeger Wykes med henvisning til LeBesco en række ligheder og paralleller mellem fat og queer, som hun ser muligheder i (2014:3). Det drejer sig først og fremmest om de lignende måder, hvorpå kategorierne queer og tyk medicinsk, psykologisk, socialt og kulturelt er blevet stigmatiseret, patologiseret, medikaliseret og udgrænset som anormale og sygelige identiteter. Foruden dette nævner Wykes, hvordan de to kategorier begge er (eller har været) omdrejningspunktet for moralske panikker, folkesundhedskampagner og andre interventioner, der på forskellig vis søger at kontrollere, «helbrede» eller eliminere dem (ibid.:4). Med sin læsning på tværs af queer og fat er det Wykes’ pointe, at sådanne negative diskurser om tykke kroppe og queer kroppe (og tykke queer kroppe) aktivt skaber og positionerer dem som «upassende» både fysisk og moralsk (ibid.). Mens der eksisterer ligheder mellem queer og fat, slår Wykes imidlertid fast, at det ikke er formålet at kollapse de to kategorier:

The pieces in this collection do not simply draw parallels between fat and queer experiences, investigate the intersection of fat and queer, or even argue that fat necessarily is queer (although these ideas are explored). Rather, the chapters in this collection point to the ways that heteronormativity operates as a regulatory apparatus which underwrites and governs the discourse on – and management of – the fat body (ibid.).

Kort beskrevet kan denne del af fat studies-feltet siges at hente inspiration i queer teoriers overordnede (hetero)normativitetskritik og dekonstruktive forsøg på at destabilisere kategorier som fx seksualitet, kropslighed og køn (se fx Chalklin 2016a; White 2016; McPhail og Bombak 2015). En queer- og fat- inspireret tilgang til kroppen interesserer sig således for de måder, hvorpå identitet, materialitet, meningstilskrivelse, sprog og magt cirkulerer og gensidigt griber ind i hinanden.

Kritisk handicapteori

En tredje strømning (foruden feminisme og queerteori) er kritisk handicapteori,6der på lignende vis problematiserer, hvordan normative kropsopfattelser producerer og naturliggør forestillingen om den sunde, raske og fleksible krop og samtidig udgrænser kroppe, der afviger fra dette ideal som syge, svagelige og forkerte (Meyer 2003). I den sammenhæng har «den sociale model», der grundlæggende udfordrer en traditionel medicinsk forståelse af handicap ved at hævde at handicap er en social konstruktion og en undertrykkelsesform (Harjunen 2003:309), vist sig yderst brugbar i analyser af den tykke krop (se fx Aphramor 2009; Chan og Gillick 2009; Herndon 2011; Mollow 2015; Cooper 1997; Schalk 2013). Mens den «medicinske model» er et klinisk perspektiv, der gennem et fokus på den enkelte krops «defekt» eller funktionsnedsættelse forsøger at behandle og helbrede, skelner den sociale model mellem «impairment» og «disability». Impairment henviser til den fysiske krop og manglen på eller funktionsnedsættelsen af en kropsdel, organ eller kropsmekanisme (Harjunen 2003:308) og er således den materielle side af et handicap. I tillæg betegner disability de socialt skabte uligheder og begrænsninger, der pålægges handicappede (ibid.:309) og har dermed en stærk politisk motivation. Den sociale model åbner også op for interessante diskussioner om, hvad der er konstrueret, og hvad der ikke er det – særligt fordi ingen form for sygdom, anerkendt som en sygdom eller ej, eksisterer adskilleligt fra samfundet, som Harjunen bemærker det (ibid.:311). Flere fatforskere har derfor ladet sig inspirere af kritisk handicapteori, der behandler kroppen som en altid-igangværende og aldrig-afsluttet proces (Meleo-Erwin 2012; Schalk 2013; Herndon 2011). Et eksempel er fat- og handicapforsker April Herndon, der understreger, hvordan en sådan forståelse kan bidrage til at nuance erkendelsen af kroppen mere grundlæggende:

Fatness and disability […] remind us that bodies are subjected to changing socio-cultural contexts as well as physiological changes. While always casting Fat as a transitory identity is problematic, the physical conditions of both fatness and disability can be usefully understood as fluid. Recognizing this fluidity moves away from ideas of inherently flawed individuals and toward accounts of dynamically situated bodies and identities. Regardless of whether [fatness and/or disability] is permanent or temporary, the existence of these possibilities removes bodies from solid ground and acknowledges once again that bodies are unstable (2011:132).

Herndon advokerer imidlertid ikke alene for brugen af handicapteori i undersøgelser af den tykke krop, (alene) fordi hun håber at kunne åbne for nye diskussioner af normalitet og kropslig tilblivelse, men også fordi hun grundlæggende anser den tykke krop som uløseligt forbundet med dominante definitioner af handicap og kulturelle og politiske diskussioner om medikalisering og patologiseringsprocesser, gruppe- og individuel autonomi og kravet om individuel kropslig korrektion fremfor kollektive handlinger (ibid.:123). Ligheden mellem måden, hvorpå den tykke krop og den handicappede krop bliver til som patologiske identiteter, der må tilpasses samfundsmæssige krav om kropskapabelhed (fremfor det modsatte), er med andre ord slående. Interessefællesskabet mellem handicap og fat har imidlertid også rejst vigtige spørgsmål om, hvorvidt den tykke krop skal (eller overhovedet bør og kan) betegnes som handicappet? I «Can a Fat Woman Call Herself Disabled?» (1997) diskuterer Cooper sådanne spørgsmål ved at pege på både ligheder og forskelle mellem og i kategorierne. Cooper er dog i sidste ende mere afvisende end åben overfor muligheden af at udråbe tykhed som et handicap. Jeg vil dog mene, at Cooper desværre overser, at de to kategorier ikke nødvendigvis behøver være sammenfaldende for at drage nytte af hinanden. Jeg ser derfor også hellere til kønsforsker Sami Schalk, der i «Coming to Claim Crip: Disidentification with/in Disability Studies» (2013) forklarer, hvordan hun ikke endnu har et handicap, men alligevel identificerer sig med (fremfor som) crip:

I use identify with to mean having acknowledged and prioritized political and personal connections to a group with which one does not identify as a member. To identify with means to feel implicated by the culture and politics of another group and seek to better understand this link. While to identify withcould be understood as analogous to being an ally, I contend that there is something more personal, sustained, and affective about it. Identifying with is a careful, conscious joining—a standing/sitting among rather than by or behind a group—which seeks to reduce separation while acknowledging differences in privileges and oppression (2013: intet sidetal, min kursivering).

Schalks skelnen præciserer yderligere en pointe, som jeg med min forskningsinteresse for den tykke krop har måtte forholde mig til, nemlig den, at jeg ikke selv (i skrivende stund) identificerer mig som tyk. Alligevel er jeg ikke (måske navnlig som kvinde) ubekendt med oplevelsen af at indgå i et stærkt individualiseret og kropsfikseret samfund, der på et utal af måder tilskynder mig til at optimere og disciplinere min krop efter herskende sundheds- og skønhedsidealer. Ligesom Schalk identificerer jeg mig derfor med den tykke krop, men ikke som en tyk krop.

Hvad skal vi med den tykke krop?

Mens min gennemgang viser, at der bestemt findes forskning, som på forskellig vis udfordrer og nuancerer traditionel biomedicinsk fedmeforskning, viser mit rids imidlertid også, at det nok desværre endnu er for tidligt at tale om en stærkt «sammenhængende» forskningstradition. Så hvad kan dette spirende forskningsfelt overhovedet bruges til?

Først og fremmest kan et kritisk blik på mere mainstream forståelser af «fedme» tydeliggøre, hvordan sådanne ikke alene baserer sig på naturvidenskabelig, medicinsk og sundhedsmæssig viden, men også er formet af kulturelle, historiske, sociale og politiske forestillinger om, hvad det betyder at være tyk. Fat studies udfordrer dermed en lang række normative og naturaliserede fortællinger om kroppen – for eksempel udbredte forestillinger om, at tykhed altid har direkte, konkret og massiv (negativ) indflydelse på eksempelvis et subjekts psyke, helbred, forældreskabsevner, aktivitets- og ambitionsniveau, fremtid, selvkontrol, følelser, mulighed for lykke, seksualitet og intelligens – for nu bare at nævne nogle af de områder, hvor tykhed ofte tilskrives betydning (se fx Murray 2008). Fat studies forholder sig med andre ord normkritisk til sundhedsregimers traditionelle forestilling om, at tykhed kan reduceres til et spørgsmål om «indtagelse af kalorier vs. fysisk aktivitet» og dermed udelukkende skulle handle om biologi, gener, stofskifte og natur. I stedet anses den tykke krop for at være en social, kulturel og relationel figur, som bliver til i samspil med en lang række andre kategorier såsom køn, race, handicap, seksualitet og etnicitet (LeBesco 2012). Fat studies udfylder da et hul i traditionel «fedmeforskning», idet den bidrager med en nuancering og en problematisering af en biomedicinsk forståelse af «fedme». Omvendt kunne fat studies også beskrives som en problematisering af de måder, hvorpå den slanke krop på bekostning af den tykke etableres som normativ. Et perspektiv, der åbner op for undersøgelser af kroppen, der rækker langt ud over den tykke krop gennem et fokus på, hvordan fx sundheds-, krops- og skønhedsidealer er sammenfiltrede størrelser, der på én og samme tid er både rigide, men også hele tiden ændrer sig og bliver til på ny. Fat studies er således også en politisk og aktivistisk praksis, der sætter fokus på diskrimination, privilegier og hierarkier ved at spørge ind til rimeligheden i de sundheds-, krops-, og skønhedsidealer som vi samfundsmæssigt opstiller for hinanden. Fat studies’ relevans for kønsforskning er derfor heller ikke til at komme uden om – og den tykke krop optræder på mange måder som en kærkommen lejlighed for fornyede diskussioner om den kønnede krop.

Et eksempel er den efterhånden mangeårige kritik af nyere kønsteoris «opløsende karakter». Kritikken, der især rejste sig i kølvandet på udgivelsen af Judith Butlers Gender Trouble (1990), går kort og godt på, at kroppen i (et ofte poststrukturalistisk) kønsperspektiv ophører med at være en konkret og materiel størrelse og i stedet reduceres til tekst, tegn og diskurs (se fx Bordo 1993; Moi 1998). I analyser og teoretiseringer af forskellige identitetskategoriers tilblivelse hævdes det altså at perspektivet på kroppens betydning ofte glemmes – eller endnu værre: at den bevidst udelukkes. I Unbearable Weight: Feminism, Western Culture, and the Body (1993) kritiserer Susan Bordo poststrukturalismen for at reducere den kønnede krop til et diskursivt konstitueret og normativt ideal. Når kroppen behandles som det «rene sprog» og en udelukkende diskursiv konstruktion, negligeres kropslige erfaringer, hvorved den «faktisk levede (kvinde)krop» enten helt forsvinder eller fremstår agensløs (Bordo 1993:35-38). Bordos bekymring går med andre ord på, at kroppen i et poststrukturalistisk perspektiv reduceres til en historieløs og fuldstændig tom overflade, hvorpå sprog og diskurs frit kan indtegne sig og dermed modellere kroppen, som var den en stor, blød og formbar klump ler mellem sprogligt arbejdende hænder: «I view current postmodern tendencies thoroughly to ‘textualize’ the body […] as giving a kind of free, creative rein to meaning at the expense of attention to the body’s material locatedness in history, practice, culture» (1993:38). Når Bordo efterspørger en historisk og kulturel kontekst at placere et kvindeligt (tykt) subjekt i, er det, fordi hun mener, at en sådan i langt højere grad kan siges at være ansvarlig for måden, hvorpå kroppen leves og opleves, end sprog, tekst og diskurser kan det. For Bordo findes der med andre ord en «virkelig» virkelighed, som kroppen er en del af – og samfundets diskurser og fortællinger om kroppen er også en del af denne virkelighed og derfor interessante at afdække og undersøge oprindelsen af. Men mens sproget er flygtigt og socialt konstrueret, er kroppen prædiskursiv, empirisk håndgribelig og forankret i en konkret historisk og materiel virkelighed.

Mens jeg vil give Bordo ret i, at kroppen og dens betydning har haft en tendens til at træde i baggrunden i megen nyere poststrukturalistisk forskning og kønsteori, er det ikke det samme som at sige, at kroppen ikke findes der – eller kan findes der. For argumentet om, at et fokus på sprog, diskurs og performativitet nødvendigvis betyder, at kroppen udvaskes og usynliggøres, fungerer kun, hvis forestillingen om, at sådanne kategorier og kroppen er binære og letadskillelige størrelser, samtidig fastholdes.7 Bordos kritik er således alene gyldig i det omfang, at diskurs, sprog og tekst forstås som noget, der står i direkte modsætning til den konkrete og «sande» krop – og til virkeligheden. Og det er så her fat studies kommer ind i billedet som en potentiel hjælpende hånd til nyere kønsteori: For fat studies befinder sig faktisk ganske ofte (godt) både analytisk og teoretisk i hvad, der tit henvises til som grænselandet mellem natur og kultur. Fundamentet for en lang række analyser og teoretiseringer af kropslig tilblivelse fokuserer således på, og gør en dyd ud af, at behandle kroppen som en både materiel og ufravigelige størrelse, der opleves, ses og mærkes som mere og andet end tekst. Fat studies kan derfor næppe anklages for at glemme kroppen. Tværtimod. I stedet gøres en række forsøg på at gribe om og ind i kroppen, men uden at afskrive de sociale, diskursive, biologiske, historiske, sproglige og politiske omstændigheder, der samtidighjælper til at konstituere den – og uden at hævde, at hverken sociale eller materielle aspekter ved kroppen alene udgør den eller er i stand til at fastholde dens betydning. En vigtig fatteoretisk pointe er således den, at kroppen altid må forstås som åben for genindskrivninger eller omskrivninger. Med andre ord kan ingen af os træde ud af kroppen, aldrig undslippe den, men det behøver ikke gøre meningen, vi tilskriver den, hverken stabil eller essentiel. En pointe, der gør kroppen til en både prekær konstruktion og konkret materiel størrelse på en og samme tid. Fat studies er derfor muligvis et forskningsfelt, der først for alvor er ved at finde sine ben, men som allerede rejser utalige interessante spørgsmål om, hvordan kroppens grænser behandles, forhandles og bearbejdes.

Litteratur

Aphramor, Lucy 2009. «Disability and the anti-obesity offensive», Disability & Society, December 2009, Vol. 24, No. 7. DOI: https://doi.org/10.1080/09687590903283530
 

Asbill, D. L. 2009. «‘I’m Allowed to Be a Sexual Being’: The Distinctive Social Conditions of the Fat Burlesque Stage». I: Esther D. Rothblum og Sondra Solovay (red.): The Fat Studies Reader. New York: New York University Press.
 

Austin, Sydney Brian 1999. «Commodity knowledge in consumer culture: the role of nutritional health promotion in the making of the diet industry». I: Jefferey Sobal og Donna Maurer (red.): Weighty issues: fatness and thinness as social problems.New York: Aldine de Gruyter.
 

Bacchi, Carol Lee 1999. Women, policy and politics: The construction of policy problems. London: Sage.
 

Bacon, Linda. mfl. 2005. «Size acceptance and intuitive eating improve health for obese, female chronic dieters», Journal of the American Dietetic Association, 105(6). DOI: https://doi.org/10.1016/j.jada.2005.03.011
 

Bacon, Linda 2010. Health at every size: The surprising truth about your weight.Dallas, TX: BenBella Books.
 

Bacon, Linda. og Lucy Aphramor 2011. «Weight Science: Evaluating the Evidence for a Paradigm Shift», Nutrition journal, 10(1), 9. DOI: https://doi.org/10.1186/1475-2891-10-9
 

Banet-Weiser, Sarah og Laura Portwood-Stacer 2006. «‘I just want to be me again!’ Beauty Pageants, Reality Television and Post-Feminism», Feminist Theory,7(2). DOI: https://doi.org/10.1177/1464700106064423
 

Barber, Sandra Westland 2016. Being Large: An interpretive phenomenological enquiry into the lived world of problematic weight. Ph.d.-afhandling, New School of Psychotherapy and Counselling, the Psychology Department, Middlesex University.
 

Basham, Patrick, Gio B. Gori og John Luik 2007. Diet Nation: Exposing the Obesity Crusade. London: The Social Affairs Unit.
 

Bech, Henning 2003. «På tværs! En præsentation og kritisk diskussion af ‘queer teori’», Kvinder, køn & forskning, 2003 (1). DOI: https://doi.org/10.7146/kkf.v0i1.28215
 

Boero, Natalie C. 2009. «Fat kids, working moms, and the ‘epidemic of obesity’: Race, class, and mother blame». I: Ester D. Rothblum og Sondra Solovay (red.): The Fat Studies Reader. New York: New York University Press.
 

Boling, Patricia 2011. «On Learning to Teach Fat Feminism», Feminist Teacher, 21(2). DOI: https://doi.org/10.5406/femteacher.21.2.0110
 

Bordo, Susan 1993. Unbearable Weight: Feminism, Western Culture, and the Body.Berkeley, CA: University of California Press.
 

Brownell, Kelly D. mfl. 2005. Weight Bias: Nature, Consequences, and Remedies. New York: Guilford Press.
 

Cameron, Erin 2015. «Toward a fat pedagogy: A study of pedagogical approaches aimed at challenging obesity discourse in post-secondary education», Fat Studies, 4(1).
 

Campos, Paul 2004. The Obesity Myth: Why America’s Obsession with Weight Is Hazardous to Your Health. New York: Gotham Books.
 

Campos, Paul mfl. 2005. «The epidemiology of overweight and obesity: public health crisis or moral panic?», International journal of epidemiology, 35(1). DOI: https://doi.org/10.1093/ije/dyi254
 

Cederström, Carl og Andre Spicer 2015. The Wellness Syndrome. Cambridge: Polity Press.
 

Chalklin, Vikki 2016a. «All Hail the Fierce Fat Femmes». I: Helen Hester og Caroline Walters (red.): Fat sex: New directions in theory and activism. London: Routledge.
 

Chalklin, Vikki 2016b. «Obstinate fatties: Fat activism, queer negativity, and the celebration of ‘obesity’», Subjectivity, Vol. 9, 2. DOI: https://doi.org/10.1057/sub.2016.3
 

Chan, Nathan K. og Alison Gillick 2009. «Fatness as a disability: questions of personal and group identity», Disability & Society, 2009, 24(2). DOI: https://doi.org/10.1080/09687590802652520
 

Chapkis, Wendy. 1988. Beauty Secrets. Women and the politics of appearance. London: The Women’s Press.
 

Chernin, Kim. 1983. Womansize. London: The Women’s Press.
 

Crandall, Christian S. 1994. «Prejudice against fat people: ideology and self- interest» i Journal of Personality and Social Psychology, May 1994, 66(5). DOI: https://doi.org/10.1037//0022-3514.66.5.882
 

Cogan, Jeanine C. og Paul Ernsberger 1999. «Dieting, weight, and health: Reconceptualizing research and policy», Journal of Social Issues, 55(2). DOI: https://doi.org/10.1111/0022-4537.00112
 

Cohen, Coleen B., Richard Wilk og Beverly Stoeltje (red.) 1996. Beauty Queens on the Global Stage. Gender, Contests, and Power. London: Routledge.
 

Cooper, Charlotte 1997. «Can a Fat Woman Call Herself Disabled?», Disability & Society, 12(1). DOI: https://doi.org/10.1080/09687599727443
 

Cooper, Charlotte 1998. Fat and proud. The politics of fat. London: The Women’s Press.
 

Cooper, Charlotte 2008. «What’s Fat Activism?» Working Paper WP2008-02, University of Limerick Department of Sociology Working Paper Series. Tilgængelig her: https://ulsites.ul.ie/sociology/sites/default/files//Whats%20Fat%20Activism.pdf.
 

Cooper, Charlotte 2010. «Fat Studies: Mapping the Field», Sociology Compass, 4(12). DOI: https://doi.org/10.1111/j.1751-9020.2010.00336.x
 

Cooper, Charlotte 2016. Fat activism: A radical social movement. Bristol: HammerOn Press.
 

Davis, Kathy 2003. Dubious Equalities and Embodied Differences. Cultural Studies on Cosmetic Surgery. Lanham, MD: Rowman & Littlefield.
 

Eriksen, Camilla B. 2017. Tyk. Populærkulturelle fortællinger om den tykke krop.Ph.d.-afhandling, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.
 

Fikkan, Janna L. og Ester. D. Rothblum 2012. «Is Fat a Feminist Issue? Exploring the Gendered Nature of Weight Bias», Sex Roles, May 2012, 66(9). DOI: https://doi.org/10.1007/s11199-011-0022-5
 

Flanagan, Sahale A. 1996. «Obesity: The Last Bastion of Prejudice», Obesity Surgery, October 1996, 6(5). DOI: https://doi.org/10.1381/096089296765556520
 

Flegal, Kathrine M., mfl. 2005. «Excess Deaths Associated With Underweight, Overweight, and Obesity», Journal of the American Medical Association, 293(15). DOI: https://doi.org/10.1097/01.ogx.0000175800.82724.60
 

Flegal, Kathrine M., mfl. 2010. «Prevalence and trends in obesity among US adults, 1999-2008», Journal of the American Medical Association, 303(3). DOI: https://doi.org/10.1001/jama.2012.39
 

Forth, Christopher E. og Alison Leitch (red.) 2014. FAT: Culture and Materiality. London: Bloomsbury Academic.
 

Gard, Michael og Jan Wright 2005. The Obesity Epidemic: Science, Morality, and Ideology. London: Routledge.
 

Gilman, Sander L. 2008. Fat: a cultural history of obesity. Cambridge: Polity Press.
 

Grosswirth, Marvin 1971. Fat Pride: A Survival Handbook. New York: Jarrow Press Inc.
 

Harjunen, Hannele 2003. «Obesity as a liminal and marginalized experience», Gender and Power in New Europe, the 5th European Feminist Research Conference (pp. 20-24). DOI: https://doi.org/10.7146/kkf.v0i4.28263
 

Harker, Marie C. 2016. «Fat male sexuality: The monster in the maze», Sexualities, 2016, Vol. 19(8). DOI: https://doi.org/10.1177/1363460716640734
 

Herndon, April 2002. «Disparate But Disabled: Fat Embodiment and Disability Studies», NWSA Journal, Fall 2002, Vol. 14, No. 3.
 

Kent, Le’a 2001. «Fighting Abjection: Representing Fat Women». I: Jana E. Braziel og Kathleen LeBesco (red.): Bodies out of Bounds: Fatness and Transgression.Berkeley, CA: University of California Press.
 

Kirkland, Anna 2003. «Representations of fatness and personhood: pro-fat advocacy and the limits and uses of law», Representations, 82(1). DOI: https://doi.org/10.1525/rep.2003.82.1.24
 

Kirkland, Anna 2008. Fat rights: Dilemmas of difference and personhood. New York: NYU Press.
 

Kulick, Don og Anne Meneley (red.) 2005. Fat: The anthropology of an obsession.London: Penguin.
 

Laclau, Ernesto og Chantal Mouffe 1985. Hegemony and social strategy. Towards a Radical Democratic Politics. Brooklyn, NY; London: Verso.
 

LeBesco, Kathleen 2004. Revolting bodies: The struggle to redefine fat identity. Amherst, MA: University of Massachusetts Press.
 

LeBesco, Kathleen 2001. «Queering fat bodies/politics». I: Jana E. Braziel og Kathleen LeBesco (red.): Bodies out of Bounds: Fatness and Transgression. Berkeley, CA: University of California Press.
 

LeBesco, Kathleen 2010. «Fat panic and the new morality». I: Jonathan Metzl og Anna Kirkland (red.): Against health: How health became the new morality. New York: NYU Press.
 

LeBesco, Kathleen 2011. «Neoliberalism, public health, and the moral perils of fatness», Critical Public Health, 21(2). DOI: https://doi.org/10.1080/09581596.2010.529422
 

Levy-Navarro, Elena 2008. The culture of obesity in early and late modernity: Body image in Shakespeare, Jonson, Middleton, and Skelton. New York: Palgrave Macmillan.
 

Levy-Navarro, Elena 2009. «Fattening Queer History. Where Does Fat History Go from Here?». I: Ester D. Rothblum og Sondra Solovay (red.): The Fat Studies Reader.New York: New York University Press.
 

Longhurst, Robyn 2005. «Fat Bodies: Developing Geographical Research Agendas», Progress in Human Geography, 29(3). DOI: https://doi.org/10.1191/0309132505ph545oa
 

Lupton, Deborah 2013. Fat. London: Routledge.
 

Maor, Maya 2014. «Stories that matter: subverting the before-and-after weight-loss narrative», Social Semiotics, 24(1). DOI: https://doi.org/10.1080/10350330.2013.827359
 

McGee, Daniel L. 2005. «Body mass index and mortality: a meta-analysis based on person-level data from twenty-six observational studies», Annals of Epidemiology, 2005,15(2). DOI: https://doi.org/10.1016/j.annepidem.2004.05.012
 

McPhail, Deborah og Andrea E. Bombak 2015. «Fat, queer and sick? A critical analysis of ‘lesbian obesity’ in public health discourse», Critical Public Health, 2015, Vol. 25, No. 5. DOI: https://doi.org/10.1080/09581596.2014.992391
 

Meleo-Erwin, Zoë 2012. «Disrupting normal: Toward the ‘ordinary and familiar’ in fat politics», Feminism & Psychology, 22(3). DOI: https://doi.org/10.1177/0959353512445358
 

Miller, Wayne C. 1999. «How effective are traditional dietary and exercise interventions for weight loss?», Medicine and Science in Sports and Exercise, 31(8). DOI: https://doi.org/10.1097/00005768-199908000-00008
 

Mollow, Anna 2015. «Disability Studies Gets Fat» i Hypatia, 30(1).
 

Monaghan, L. F. (2008). Men and the war on obesity: A sociological study. London: Routledge. DOI: https://doi.org/10.1111/hypa.12126
 

Moore, Barbara J., C. Everett Koop og Judith S. Stern 1997. «The obesity epidemic: nutrition policy and public health imperatives», Nutrition policy and public health. Springer Publishing Co (1997): 138-56.
 

Murray, Samatha 2008. The ‘Fat’ Female Body. New York: Palgrave Macmillan.
 

Murray, Samatha 2005. «(Un/be) coming out? Rethinking fat politics», Social Semiotics, 15(2). DOI: https://doi.org/10.1080/10350330500154667
 

Oliver, Eric J. 2006. Fat Politics: The Real Story Behind America’s Obesity Epidemic.Oxford: Oxford University Press.
 

Orbach, Susie 2010, orig. 1978. Fat is a feminist issue: the anti-diet guide to permanent weight loss. London: Arrow Books.
 

Pausé, Cat 2012. «Live to tell: Coming out as fat», Somatechnics, 2(1). DOI: https://doi.org/10.3366/soma.2012.0038
 

Pausé, Cat 2014. «Causing a Commotion: Queering fat in cyberspace». I: C. Pausé, J. Wykes og S. Murray (red.): Queering Fat Embodiment. London: Routledge.
 

Pausé, Cat, Jackie Wykes og Samantha Murray (red.) 2014. Queering Fat Embodiment. London: Routledge.
 

Popkin, Barry M. og Colleen M. Doak 1998. «The Obesity Epidemic is a Worldwide Phenomenon», Nutrition Reviews, 56(4). DOI: https://doi.org/10.1111/j.1753-4887.1998.tb01722.x
 

Provencher, Véronique mfl. 2009. «Health-at-every-size and eating behaviors: 1- year follow-up results of a size acceptance intervention» i Journal of the American Dietetic Association, 109(11). DOI: https://doi.org/10.1016/j.jada.2009.08.017
 

Puhl, Rebecca. M. og Chelsea A. Heuer 2009. «The Stigma of Obesity: A Review and Update», Obesity, May 2009, Vol. 17, No. 5. DOI: https://doi.org/10.1038/oby.2008.636
 

Rich, Emma 2011. «‘I see her being obesed!’: Public pedagogy, reality media and the obesity crisis», Health, 15(1). DOI: https://doi.org/10.1177/1363459309358127
 

Rothblum, Ester. D. og Sondra Solovay (red.) 2009. The Fat Studies Reader. New York: New York University Press.
 

Rothblum, Ester. D. 2011. «Fat Studies». I: J. Cowley (red.): The Oxford Handbook of the social science of obesity. Oxford: Oxford University Press.
 

Saguy, Abigail. C. 2013. What’s Wrong with Fat? The War on Obesity and its Collateral Damage. Oxford: Oxford University Press.
 

Saguy, Aabigail C. og Rene Almeling 2008. «Fat in the fire? Science, the news media, and the ‘obesity epidemic’», Sociological Forum, Vol. 23, No. 1. DOI: https://doi.org/10.1111/j.1600-0838.2004.00399.x-i1
 

Saguy, Abigail C. og Anna Ward 2011. «Coming out as fat: Rethinking stigma», Social Psychology Quarterly, 74(1). DOI: https://doi.org/10.1177/0190272511398190
 

Saukko, Paula 2006. «Rereading media and eating disorders: Karen Carpenter, Princess Diana, and the healthy female self», Critical Studies in Media Communication, 23 (2). DOI: https://doi.org/10.1080/07393180600714539
 

Schalk, Sami 2013. «Coming to Claim Crip», Fat Studies, 2013, Vol. 33, No. 2. DOI: https://doi.org/10.18061/dsq.v33i2.3705
 

Schoenfielder, Lisa og Barb Wieser (red.) 1983. Shadow on a tightrope: Writings by women on fat oppression. Spinsters/Aunt Lute.
 

Schroeder, Charles R. 1992. Fat is Not a Four-Letter Word. Hoboken, NJ: John Wiley & Sons Inc.
 

Seid, Roberta P. 1989. Never Too Thin: Why Women are at War with their Bodies.Upper Saddle River, NJ: Prentice Hall Press.
 

Solovay, Sondra 2000. Tipping the Scales of Justice: Fighting Weight-Based Discrimination. Amherst, NY: Prometheus Books.
 

Stearns, Peter N. 2002. Fat History: Bodies and Beauty in the Modern West. New York: NYU Press.
 

Sundhedsstyrelsen 2003. Den danske fedmeepidemi. Oplæg til en forebyggelsesindsats. Kan tilgås her: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2003/den-danske-fedmeepidemi---oplaeg-til-en-forebyggelsesindsats

Tomrley, C. 2009. «Introduction: Finding the Fat, the Fighting and the Fabulous, or: The Political, Personal and Pertinent Imperatives of FSUK». I: Corinna Tomrley og Ann K. Naylor (red.): Fat Studies in the UK. York: Raw Nerve Books.
 

Wann, Marilyn 1998. Fat!So?: Because you don’t have to apologize for your size!. New York: Random House Digital, Inc.
 

Wann, Marilyn 2009. «Fat studies: An invitation to revolution». I: E. Rothblum og S. Solovay (red.): The Fat Studies Reader. New York: New York University Press.
 

White, Francis R. 2016. «Fucking failures: The future of fat sex», Sexualities, 2016, Vol. 19(8). DOI: https://doi.org/10.1177/1363460716640733
 

WHO 2000. Obesity: preventing and managing the global epidemic (No. 894). World Health Organization.
 

Wilding, John 1997. «Science, medicine, and the future. Obesity treatment», BMJ: British Medical Journal, 315(7114), 997. DOI: https://doi.org/10.1136/bmj.315.7114.997
 

Wolf, Naomi 1991. The Beauty Myth: How Images of Beauty are Used Against Women. New York: Vintage.
 

Wright, Jan 2009. «Biopower, Biopedagogies and the obesity epidemic». I: Jan Wright og Valerie Harwood (red.): Biopolitics and the ‘Obesity Epidemic’: Governing Bodies. London: Routledge.
 

Wykes, Jackie 2014. «Introduction: Why Queering Fat Embodiment». I. Cat Pausé, Jackie Wykes og Samantha Murray (red.): Queering Fat Embodiment. London: Routledge.
 

1 For en detaljeret oversigt over fat-aktivismens historie og indhold se Cooper, C. (2016) Fat Activism: A radical social movement. Bristol: HammerOn Press.
2 Se https://www.sst.dk/da/udgivelser/2003/den-danske-fedmeepidemi (Tilgået den 30.08.2017).
3 HAES beskriver sig selv som en bevægelse, der «[…] supports people of all sizes in addressing health directly by adopting healthy behaviors. It is an inclusive movement, recognizing that our social characteristics, such as our size, race, national origin, sexuality, gender, disability status, and other attributes, are assets, and acknowledges and challenges the structural and systemic forces that impinge on living well». Se http://haescommunity.com.
4 Se http://www.tandfonline.com/toc/ufts20/current (tilgået d. 09.08.2017).
5 For en mere detaljeret oversigt over dansk forskning i og om den tykke krop se min afhandling Tyk. Populærkulturelle fortællinger om den tykke krop (Eriksen 2017).
6 Jeg anvender her for overblikkets skyld «kritisk handicapteori» som en paraplybetegnelse for forskellige teorifelter, herunder fx crip-teori, kritisk handicapteori og feministisk handicapteori.
7 For en uddybning se fx Simonsen, D.G. (2003). Tegnets tid. Fortid, historie og historicitet efter den sproglige vending. København: Museum Tusculanum.

Dette er en Open Access artikkel distribuert under vilkårene Creative Commons CC-BY-NC 4.0 

Nyhetsmagasinet

Vårt nyhetsmagasin er en uavhengig nettavis og medlem i Fagpressen.