Samendrag:
Med denne artikel argumenterer vi for, at Institutionel Etnografi – en udforskningsmetodologi udviklet af den feministiske sociolog Dorothy Smith (2005) – giver et særligt bud på, hvordan intersektionel analyse kan gøres. Institutionel Etnografi fokuserer analysen på en eksplicitering af den sociale organisering, der genererer specifikke udfald for forskellige sociale grupperinger. I vores optik leverer Institutionel Etnografi en radikal intersektionel analyse, der påviser, hvordan kategorier er et produkt af, og et udtryk for, historiske materielle processer, der igen former menneskers muligheder og begrænsninger. Den Institutionelle Etnografi undgår derved den problematiske mekaniske overførsel fra identitetskategori til social erfaring, som indimellem bliver resultatet af såvel socialkonstruktivistiske som poststrukturalistiske analytiske praksisser. I denne artikel gennemgår vi de centrale begreber i Institutionel Etnografi, og hvordan disse blev udviklet af Dorothy Smith med henblik på at udfordre objektiverende/abstraherende processer i forskningen og andre institutionelle processer. Vi viser, hvordan Institutionel Etnografi – rodfæstet i en specifik social ontologi og feministisk standpunkts epistemologi – tager analytisk afsæt i erfaringen for derefter at undersøge, hvordan erfaringen er blevet formet i tekstuelle processer, som er fravristet det lokale og konkrete. Den konkrete erfaring forbliver omdrejningspunktet for analysen, og dermed bliver køn, klasse, race og andre intersektionelle relationer ikke reduceret til ‘diskrete variabler’, der i værste fald skjuler individer, handlinger, interaktion og sociale relationer.
Nøkkelord: Institutionel Etnografi, Dorothy Smith, Intersektionalitet, Kategorier, Erfaring, Styringsrelationer
En indledning
Hvordan gøres abstraktioner, og hvilken rolle bør disse tilskrives i analysen? Disse spørgsmål udgør kernen i Dorothy Smiths udvikling af Institutionel Etnografi (2005) og er blandt andet også omdrejningspunktet i den aktuelle norske debat om intersektionalitet.1 Den debat har centreret sig om, hvorvidt tilføjelsen af stadigt flere abstrakte identitetskategorier til den analytiske praksis medfører, at menneskers faktiske erfaringer og den sociokulturelle kontekst forsvinder ud af syne. Mens der er enighed om, at forskellige identitetskategorier kan give forskeren blik for privilegier, undertrykkelse og skævvridninger, der ellers kunne være svære at få øje på, er der uenighed om, hvorvidt intersektionalitet også kunne operere som en teoretisk spændetrøje («tvangstrøye»), der ultimativt kunne reproducere ulighed og hierarkier.
Institutionel Etnografi tilbyder et særligt svar på spørgsmålet om abstraktioners og kategoriers rolle i analysen og dermed også et bud på, hvordan intersektionel analyse bør gøres. Denne tilgang besvarer også Maria Cabin og Sara Edenheims (2013) bekymring om, at intersektionalitet har fået status som perspektiv, metode eller teori, der på magisk vis kan forene forskellige feminismer i kampen mod «et-kategori tilgange» på tværs af sociokulturelle og institutionelle kontekster. Cabin og Edenheim argumenterer for, at den universaliserede status som «samlende rammeværk» ikke blot betyder, at man overser ontologiske forskelle, men også at man «approprierer» den poststrukturalistiske kritik af selve distinktionerne «agent/struktur» og «frihed/magt». Denne appropriering indebærer, at poststrukturalismens kritik «oversættes» til en strukturalistisk positivistisk og realisme terminologi, der anser intersektionalitet for at «bygge bro» mellem analytiske niveauer med henblik på at bibringe social forandring. Forfatterne beder i den sammenhæng læseren reflektere over, hvorvidt «intersektionalitet», som et rammeværk der lover øget kompleksitet i analysen af magt og subjektivitet, overhovedet bidrager med noget, som poststrukturalismen ikke allerede havde leveret. Vi er imidlertid uenige i at poststrukturalismen skulle have patent på interesse i magtens kompleksitet, kritikken af universaliserende teorier eller de ovenstående dikotomier. For eksempel har både Ludwig Wittgenstein, Pierre Bourdieu og Dorothy Smith ydet signifikante bidrag til kritikken af konstruktivismens og strukturalismens forståelser af identitet, magt og brugen af universaliserende teori. Dorothy Smith adskiller sig dog fra såvel poststrukturalismen som andre kritikkere af strukturalismen i sin analyse af intersektionalitet, fordi den på særlig vis tager livtag med, hvordan kategorierne er et udtryk for historiske materielle processer som (re)producerer bestemte sociale grupperingers privilegier. Hendes Institutionelle Etnografi er baseret i en materiel og relationel forståelse af magt og erfaring og i en særlig forståelse af menneskers erfaring som formet i et kompleks af tekstmedierede relationer, herunder teorier og begreber. Opgaven er ikke at applicere en universaliserende intersektionalitetsforståelse og stadigt flere krydsende kategorier på empirisk materiale, men etnografisk at eksplicitere, hvordan direkte eller indirekte tekstmedierede kategorier og teorier kommer til at forme den sociale organisering af menneskers hverdag; hvordan de tilskriver dem værdi og former deres muligheder og begrænsninger. Hvilke tekster, hvilke kategorier, hvilke relationer og hvilke historiske processer, der viser sig relevante i en given kontekst, er et empirisk og ikke et teoretisk spørgsmål. Fordi dette er ambitionen, kan Institutionel Etnografi heller ikke på nogen enkel måde placeres i Leslie McCalls (2005) distinktion mellem inter-, intra- og antikategorisk intersektionel analyse. Institutionel Etnografi placerer sig nærmere et sted mellem en intra- og antikategorisk analyse.
Erfaringen som udgangspunkt
Institutionel Etnografi er en udforskningsmetodologi, der er eksplicit knyttet til en specifik social ontologi2 og standpunktsepistemologi. Den er udformet med henblik på at opdage, udforske og i sidste instans bidrage til at forandre sociale processer, der opretholder ulighed. Dorothy Smiths erfaringer som enlig mor og sociolog, og som aktiv i 1970ernes og 1980ernes canadiske kvindebevægelse, var udgangspunktet for udviklingen af en sociologi, der udforskede og udfordrede magt og institutionelle processer med afsæt i hverdagens erfaring og organisering (Smith 1987, 1990, 2004b, 2005). Som aktiv i kvindebevægelsen gennemgik Smith sammen med sine medfeminister to parallelle udviklinger. For det første opdagede de, hvordan de selv deltog aktivt i opretholdelsen af de maskuline og patriarkalske regimer, de kritiserede. For det andet udviklede de et sprog og en diskurs, hvormed deres oplevelser kunne italesættes som erfaring, herunder sexisme, voldtægt, vold og undertrykkelse. Italesættelsen var udgangspunktet for at kunne eksplicitere måden, hvorpå kvinders liv og uligheden mellem køn var socialt organiseret i komplekse institutionelle og ideologiske processer. Smiths erkendelser gennem deltagelsen i kvindebevægelsen tydeliggjorde relationerne i hjemmet og på universitetet på en måde, der fik hende til at stille spørgsmålstegn ved den positivistiske og mandsdominerede sociologis mest grundlæggende praksisser og antagelser og måden, hvorpå disse resulterede i reproduktionen af hierarkier og privilegier (Smith 2005). Som resultat påbegyndte Smith udviklingen af modsvar til disse praksisser i artiklen «Women’s perspective as a Radical Critique of Sociology» (1974) og senere i bogen «The Everyday World as Problematic: A Feminist Sociology» (1987), og hun fik sidenhen status som en af standpunktfeminismens mødre (Harding 2004)3. I disse værker påpeger Smith behovet for, med udgangspunkt i kvinders erfaring, at problematisere de praksisser og eksplicitere de institutionelle og historiske processer, der reproducerer bestemt viden som uproblematisk.
Smiths teoretisering af standpunkt og erfaring mødte en hel del kritik, primært fra poststrukturalistiske/postmoderne feminister op gennem 1990erne. Dette tydeliggøres blandt andet gennem en debat i tidsskriftet Signs fra 1997. Heri argumenterer Susan Hekman i artiklen «Truth and Method: Feminist Standpoint Theory Revisited» (1997) for, at Smiths standpunktsteori er essentialiserende og er baseret på et naivt erfaringsbegreb, fordi den antager, at kvinder har specifikke oplevelser (herunder emotionelt beredskab og kropslighed grundet erfaringen som mor), som gør dem privilegerede med hensyn til at identificere objektiverende processer og dominerende ideologier. På samme måde har Lois McNay (2009) senere kritiseret Smiths standpunktsteori for ikke at være tilstrækkeligt sensitiv over for magtens kompleksitet og måden, hvorpå subjekter formes på forskellig vis i/af institutionelle processer, og McNay problematiserer yderligere den måde, hvorpå der tilskrives epistemisk privilegie til et standpunkt på baggrund af erfaring. Erfaring skal i højere grad forstås relationelt end ontologisk som fundamentet for menneskets væren i verden (McNay 2004).
Vi mener ikke, at hverken Hekman eller McNays kritik er fuldt berettiget, i hvert fald ikke hvis man tager Smiths senere udvikling af sit standpunkts- og erfaringsbegreb med i betragtning. Det epistemiske privilegie, der tilskrives et specifikt standpunkt, er ikke automatisk eller forudindtaget på baggrund af hvilken social kategori, som man tilhører, men er empirisk og kontekstuelt retfærdiggjort (Lund 2015). Smith insisterer selv på, at hendes tidlige tilgang til problematisering af kønnede magtrelationer ikke beror på en essentialistisk forståelse af «kvinde(r)» eller «kvinders erfaring» (Smith 2005). Kategorien «kvinde(r)» skal først og fremmest forstås som et politisk begreb, hvormed modstand mod det eksplicit eller implicit universaliserende maskuline kunne koordineres. Det var tale om en art strategisk essentialisme (Spivak 1994). Forskelle mellem kvinder og i kvinder, kompleksiteten af hierarkier og magtdynamikker var og forbliver en central drivkraft i feminismens virke, også ifølge Smith selv. Interne diskussioner om og kampe imod racisme, hvid dominans, heteronormativitet og middelklassehegemoni med videre har været og forbliver centrale for udviklingen og diversificeringen af bevægelsen (Smith 2004b). Som resultat har feminismen da også, formet af historiske muligheder og begrænsninger, taget nye drejninger og givet os nye indblik der har problematiseret og afsløret kompleksiteten ved kategorien «kvinde» (DeVault 1995). Derfor kunne en feministisk sociologi heller ikke tage udgangspunkt i «kvinders standpunkt», men måtte (i hvert fald i princippet) være åben for alle, der kunne belyse problemstillinger i dissonansen mellem de institutionelle repræsentationer og det levede liv. Smith udviklede som resultat en «sociologi for mennesker» (Smith 2005). Dette er en sociologi, der ikke starter udforskningen fra kategorien kvinde, men starter i erfaringen og bevæger sig derfra med henblik på at opdage, hvordan denne bliver formet i vertikale og horisontale processer, herunder for eksempel kønnede og andre intersektionelle relationer, ideologier og diskurser. Smiths læsning af Karl Marx’ epistemologi (2004a) udviklede sig i den forbindelse også. Man kan ikke antage bestemte sociale erfaringer med udgangspunkt i viden om et menneskes tilhørsforhold til en bestemt social kategori. Dette ville blot være reproduktion af ideologi og institutionaliseret viden. I stedet, argumenterer Smith, må opgaven for socialvidenskaben være at forstå, hvordan kategorierne er et produkt af sociale relationer og historiske materielle processer, og hvordan disse former menneskers muligheder og begrænsninger:
«The difference between ideology and science is the difference between treating those concepts as the primitives of theory and treating them as sites for exploring the social relations that are expressed in them. Thus, the Historical rather than further undermining claims to knowledge, provides both the conditions under which knowledge is possible and its limitations» (Smith 2004a:445).
Abstrakte kategorier såsom køn, race og klasse udspringer af konkrete historiske processer i specifikke kontekster, hvor de har tjent et formål. Over tid og gennem komplekse processer er de blevet fravristet den konkrete erfaring og har fået status som neutrale og deskriptive kategorier, som er gyldige på tværs af tid og rum. De er blevet noget, mennesker lever i, og de agerer som standarder, der influerer menneskers muligheder og begrænsninger. Køn, klasse og race er altså relationer, der kan forme et menneskes standpunkt, og i den forstand er intersektionalitet allerede integreret i den Institutionelle Etnografi. Kategorierne befinder sig i verden som praksis; som et element i menneskers gøren og relationer, muligheder og begrænsninger. Måden, hvorpå kategorier organiserer hverdagslivet, ekspliciteres gennem den Institutionelle Etnografi, og igennem ekspliciteringen må der også sættes spørgsmålstegn ved kategoriernes antagelser, sandhedspåstande og gyldighed i given kontekst. Kategorierne må problematiseres med udgangspunkt i hvad mennesker kan fortælle os om deres egen gøren, som kan belyse dissonans mellem kategoriernes abstrakte repræsentation, og menneskers hverdagsliv.
På de efterfølgende sider diskuteres hovedlinjerne i Smiths Institutionelle Etnografi. Vi tager udgangspunkt i Smiths kritik af objektivering, og derefter ekspliciterer vi de delelementer, der tilsammen udgør udforskningsmetodologien. Til sidst argumenterer vi for, hvordan Institutionel Etnografi indebærer en særlig tilgang til den intersektionelle analyse og tilbyder et særligt svar på, hvilken rolle abstraktioner og kategorier bør spille i den analytiske praksis og hvordan.
Kritikken af objektivering i socialvidenskaberne
Smiths erfaring af dissonansen mellem akademiets diskurser og praksis, og hendes erfaringer gennem livet derhjemme som mor, blev udfoldet i en kritik af objektiverende processer i visse dele af socialvidenskaberne og sociologien. Smith kritiserede forskningspraksisser for at være objektiverende i det omfang, at teorier, abstrakte begreber og kategorier kom til at fremstå, som om de var beskrivelser af folks præferencer, handlinger, historie og erfaring (Smith 1990). Forskningsdeltagernes levede liv og erfaring blev tilpasset et specifikt teoretisk og begrebsligt rammeværk; eksempler fra data udvælges med henblik på at bekræfte eller afkræfte et teoretisk argument. Forskerens stemme og teoretiske perspektiver kom til at erstatte og/eller strukturere forskningsdeltagerens stemme (Smith 2004a; Widerberg 2007).
Objektivering i produktionen af data, analyser og konklusioner producerer bestemte og forudsigelige «kort» over de sociale relationer, og dette har konsekvenser (Smith 1987, 1990, 2004a). I det omfang at forskningen danner ramme for undervisnings-curriculum på universiteterne, ligestillings- og diversitetspolitik, arbejdsmarkeds- og familiepolitik, ligestillingskonsulenters handlingsplaner og journalistiske analyser med mere, er det af stor betydning, hvilke videnskabelige kort der udfærdiges. For disse kort kan i værste fald være med til at reproducere de sociale problemer og uligheder, som samfundet står overfor.
En kritik af objektivering ville omfatte socialkonstruktivistiske tilgange til køn og intersektionalitet, hvor kategorier så som køn, klasse og race gøres til objekter for en videnskabelig forskning (Smith 2009). I Smiths (2009) diskussion af «Doing Gender» (West og Zimmermann 1987) og den intersektionelle «Doing Difference» (West og Fenstermacher 1995) argumenterer hun for, at disse tilgange, som tager udgangspunkt i kategorier, reducerer køn, klasse og race til et produkt af interaktion og ender med at skjule de sociale relationer, som de er vokset ud af. Smith skriver:
«I learned from Marx not to take categories and concepts such as race, class, and gender as givens (Smith 2004) in social scientific inquiry. Social science must, in his thinking, go beyond such concepts to discover actual people active in the social relations that the categories express and reflect but do not make observable. It is my view that the social relations reflected or expressed in each of these categories diverge so deeply that they cannot be subsumed under a single theoretical model such as doing gender or doing difference» (Smith 2009:76).
I modsætning til en socialkonstruktivistisk tilgang til køn og intersektionalitet, der tilskriver «process», «forhandling» og «flux» ontologisk status, indeholder Smiths forståelse af erfaring og praksis både en sensitivitet overfor identiteters og erfaringers kompleksitet og modsætninger, uden at dette betyder, at hun ser bort fra de større sociale relationer og historiske processer, der former menneskers værditilskrivelse, muligheder og begrænsninger på forskellig vis.
En anden kritik af objektivering vil kunne identificeres i Smiths læsning af den feministiske poststrukturalisme. Smith påpeger, at dekonstruktionen af det stabile individ og kritikken af essentialisme, paradoksalt nok medfører et individualiseret subjekt og en kategorifiksering. Dette skyldes, at det sociale reduceres til positionering i forskellige identitetskategorier. Smith skriver:
«The feminist critique also remains committed to the individuated subject. True, she is now an ‘effect of discourse’ (Flax 1990); or is distributed among different social categories of oppression such as gender, race and class (Harding 1989); or is multiplied in correspondence with the multiplicities of discourses; or, as identity, is fragmented across these multiple intersecting discourses; or, as Lacan’s subject, is divided like a layer cake between the subject who enunciates and the subject who is speaker. Though postmodernism rejects the unitary subject, knowing and knowledge remain functions of an individuated consciousness» (Smith 2004a:104-107).
Studier af køn, klasse og race forbliver i abstraktioner og i diskursers samtale med hinanden frem for at vise os, hvordan de blev sådan til i praksis, og hvordan mennesker aktiverer dem. Smith argumenterer for, at Judith Butlers (1994) brug af begrebet «performativitet», med henblik på at påvise «det sociale», ikke løser problemet fordi menneskers faktiske handlinger forbliver abstrakte og individualiserede (Smith 2004a:104-109).
Ifølge Smith fungerer den poststrukturalistiske sprogteori, som den poststrukturalistiske feminisme tager udgangspunkt i, som en spændetrøje. Fokus i poststrukturalistiske analyser forbliver i Smiths optik for meget på en samtale inden for et på forhånd etableret system af ord og deres gensidigt ekskluderende relationer – og for lidt på hvordan det rent faktisk udleves i social praksis. Sproget adskilles i for høj grad fra den, der anvender det, og den større sociale og historiske kontekst, hvori det indgår.
Institutionel Etnografi som en alternativ sociologi
Om end i forskelligt omfang deltager al forskning og vidensproduktion i objektiverende og abstraherende processer, inklusiv Institutionel Etnografi. Dette er faktisk nødvendigt for at kunne teoretisere og er også udgangspunkt for politisk handling og social forandring. Disse processer skal altså ikke omvæltes, men Smith foreslår, at de kan og bør udfordres. Denne udfordring af objektivering skal finde sted i forskerens kritiske læsning af eksisterende forsknings konventioner, teori og metoder, men også i selve produktionen og analysen af empiriske data. Formålet er at finde ud af, hvad abstraktioner og kategorier såsom køn, klasse og race gør: hvordan de organiserer handlinger og viden; hvordan de aktiveres og udleves i en specifik kontekst, herunder måske på måder der bidrager til opretholdelsen af bestemte gruppers privilegier. Pointen er ikke at producere generaliserbare teoretiske forklaringer på sociale relationer, men at identificere og eksplicitere måden, hvorpå disse konstitueres og har en generaliserende effekt på menneskers liv. Generaliseringen sker i forskelligt omfang. Det etnografiske studie skulle gerne afsløre den nuancerede og forskelligartede såvel som standardiserende effekt af kategorier på tværs af kontekst og forskellige subjekter. I vores gennemgang af den Institutionelle Etnografi vil vi komme omkring de centrale begreber og elementer af udforskningsmetodologien. Dette drejer sig først og fremmest om det metodiske udgangspunkt i menneskers work knowledge, oversat til virksomhedskundskab. Dernæst den lokale (horisontale) og translokale (vertikale) sociale organisering af menneskers virksomhedskundskab, som indebærer identificeringen af ruling relations, oversat til styringsrelationer. Til sidst fokuserer vi på Smiths forståelse af tekster som aktive, gennem hvilke styringsrelationer medieres tværs af tid og sted. I gennemgangen af de centrale begreber positionerer vi den Institutionelle Etnografi i forhold til centrale videnskabsteoretiske spørgsmål om erfaring, magt og om sprogets/diskursers rolle. Med udgangspunkt i dette kan vi tydeliggøre hvilken rolle abstraktioner og kategorier, og dermed intersektionalitet, spiller i Institutionel Etnografisk praksis.
Virksomhedskundskab
Udgangspunktet er, at kategorier som klasse, race og køn meget ofte skjuler faktiske handlinger, relationer og erfaringer. Michael Schwalbe (2000) formulerer problemet ret præcist:
«…race, class or gender – terms that likewise can allow us to avoid naming agents, actions, and patterns of interaction, and to say a great deal without knowing what’s really going on. Race, for instance, oppresses no one. To speak or write as if it does, obscures social reality by masking the agency of those who use racializing strategies to maintain advantage over others. Knowing what is really going on would mean knowing who uses which strategies, how, under what conditions, and with what results» (Schwalbe 2000:776).
Den institutionelt etnografiske forskningsproces tager udgangspunkt i «puzzles ‘latent’ in the actualities of the experienced world « (Smith 1987:91). Vi må rette blikket mod hverdagens erfaringer, der belyser en dissonans (disjuncture) mellem abstrakte, kategoriske, institutionelle repræsentationer af menneskers liv og det faktiske liv, den kropslige gøren. Med denne tilgang søger Smith, inspireret af Merleau-Ponty, at belyse den gensidige konstituering af krop og sind (Smith 2005). At nedbryde krop-sind dikotomien er nødvendig for at kunne forstå mennesker som radikalt spundet ind i verden; at eksplicitere erfaringen som formet i sociale relationer. Med dette udgangspunkt defineres virksomhed (work) hos Smith som «alt det mennesker gør – som kræver tid, kræfter og følelser – når de tager del i produktionen, reproduktionen eller modstanden mod institutionelle ordner» (Smith 2005:187, vor oversættelse). Mennesker behandles som kompetente bærere af viden om egen virksomhed. Smith forklarer hvordan denne generøse forståelse af virksomhed guider den institutionelt etnografiske undersøgelsespraksis: «The concept of work as defined here helps to direct the ethnographer. It is a reminder to constantly return to the particularities of what people are or have been doing, to their thinking and feelings as well as to the circumstances, means, time, and other resources of that activity» (Smith 2005:157). Den institutionelle etnograf søger indsigt i folks virksomhedskundskab(work knowledge).4 Det vil sige, hvad de gør, hvorfor de gør det, hvordan de lærte at gøre det, samt de tanker og følelser, der sættes på spil i udførelsen af virksomheden, og hvordan den er socialt koordineret. I denne udforskning forbliver den institutionelle etnograf åben over for den virksomhed og virksomhedskundskab, der ikke indfanges af eksisterende eller dominerende kategorier, begreber og teorier, ligesåvel som der kan oparbejdes nye forståelser af måden, hvorpå institutioner og begreber opretholdes som uanfægtelige, stiller os til regnskab og bidrager til måden, hvorpå et menneske tilskrives værdi i kontekst. Smith italesætter erfaringen som et produkt af dialog. Her trækker hun Valentin Nikolaevich Volosinovs (1973) teori om erfaring som «to-sidet handling» og Mikhail Bakhtins (1986) teori om individets bevidsthed og erfaring som altid værende «halvt en andens» (Smith 2005:126). Det forhold, at erfaringen bliver til i dialog, betyder ikke, at menneskers unikke subjektivitet ikke anerkendes. Ethvert liv er unikt, sådan at oplevelser og projekter tilskrives mening på forskellig vis, og meningen er foranderlig over tid og rum. Det standpunkt, som ethvert menneske udgør i de sociale relationer, betyder, at mennesket også formes på helt unik vis. Sproget vil aldrig kunne favne alt der sker i et menneskes liv, blandt andet fordi det ikke er alt, der er begrebsliggjort. Seksuel krænkelse og voldtægt kunne ikke italesættes som en erfaring og systemisk problem, før begrebet blev konstrueret af feministerne i 70erne (Smith 2005:18, 123). Derudover vil enhver dialog mellem forsker og forskningsdeltager altid i et eller andet omfang blive formet af institutionelle forståelser. Forskeren må være opmærksom på disses indflydelse i analysen af data.
For at kunne opdage det sociale kræves det, at forskeren kommer ud over og bag om institutionelle forståelser (institutional captures).5 Mange oplevelser filtreres ut eller fortrænges i italesættelsen af hverdagen (Smith 2005:156-157). Dette gør sig i særlig grad gældende, hvis den virksomhedskundskab, der undersøges, foregår i meget formaliserede institutioner. Erfaringen forsvinder i beskrivelsen af virksomheden og erstattes af institutionelle begreber, abstraktioner og formelle processer. De oplevelser, som ikke passer ind i institutionens diskurser, begreber og kategorier, sorteres bort. Resultatet kan risikere at blive temmelig erfaringstomme beskrivelser. Den institutionelle etnograf må være på vagt for at opdage sådanne institutionelle forståelser, og så vidt muligt forsøge at komme «bag om» dem ved at spørge ind til, hvad det rent faktisk betyder i praksis, og hvilken egentlig gøren, de dækker over. Med udgangspunkt i dette vil man ofte kunne identificere et mismatch mellem den faktiske virksomhed og den institutionelle forståelse. Denne dissonans bliver udgangspunkt for identificeringen af et empirisk og kontekstuelt retfærdiggjort standpunkt. Der er altså ikke en automatisk antagelse om, at alle kvinder har gjort sig erfaringer, med hvilke vi kan belyse kønnet uretfærdighed og ulighed. Dette må bero på empirisk undersøgelse og stillingtagen. Vi må opdage «det sociale», og vi må opdage den eventuelle betydning af køn, race og klasse i de sociale relationer. Opdagelsen handler ikke om at identificere eller komme nærmere en sandhed, og dermed kan Institutionel Etnografi heller ikke placeres som positivistisk eller realistisk informeret standpunktsfeminisme, som Cabin og Edenheim (2013) måske ville mene. Opdagelsen handler at «tegne nye kort», eller med andre ord at identificere alternative perspektiver og erfaringer, hvorfra magt, privilegier og ulighed kan italesættes, udfordres og forhåbentligt forandres.
Lokal og translokal social organisering
Institutionel Etnografi baseres på en specifik social ontologi, hvor «det sociale» defineres som menneskers koordinering af handlinger, bevidsthed og erfaring (Smith 2005:57-60). Et menneskes handlinger hænger uløseligt sammen med andre menneskers handlinger. Derfor må forskeren orientere sig mod at synliggøre folks virksomhed og måden, hvorpå denne er koordineret med andres virksomhed. Dette studie indebærer både en horisontal, lokal, og vertikal, translokal, etnografisk orientering (Widerberg 2015). I Institutionel Etnografi behandles enhver lokal kontekst, hvorfra enhver specifik virksomhed nødvendigvis må udføres, som uløseligt forbundet og spundet ind i translokaleprocesser. Imens det lokale refererer til den konkrete observerbare kropslige aktivitet – den umiddelbare samtale, læsning eller direkte møde – refererer det translokale til standardiserende, generaliserende og kategoriserende processer, som Smith kalder styringsrelationer (ruling relations), som ikke altid er umiddelbart synlige. Disse kan for eksempel være organisationspolitik, loveregulering, rapporteringssystemer, evalueringsrapporter eller andet, der medierer professionelle diskurser, akademiske diskurser, race-, klasse- og kønsdiskurser. Translokale styringsrelationer er selv udsprunget i konkrete lokale relationer, hvor de som oftest har responderet på specifikke lokale problemstillinger eller behov. Igennem komplekse processer har de dog over tid fået status som neutrale; som en organiseringsform og logik der kan operere på tværs af tid og sted. Disse styringsrelationer opererer altså på tværs af konkrete lokale kontekster på måder, der gør institutioner mulige: de former, koordinerer og organiserer menneskers virksomhed således, at institutionelle intentioner aktiveres.
Kønforståelser og kønsrelationer er, ligesom klasse- og race-relationer, spundet ind i en række hverdagspraksisser og sprog, der vil varierere på tværs af tid og sted. Men køn, klasse eller race kan også operere translokalt som en styringsrelation, der medieres, subtilt eller åbenlyst, for eksempel gennem familiepolitik, velfærdspolitik, ledelsesdiskurs eller andet, der baserer sig på specifikke ideologier og antagelser. Hvordan disse styringsrelationer aktiveres lokalt vil variere, på måder der kan skabe et komplekst billede, der også kan indebære modstand, men det, der gør det til en styringsrelation, er, at mennesker tilskrives en kategori, tilskrives værdi og stilles til ansvar overfor de herskende/dominerende forståelser. Det at gøre modstand er ikke altid ensbetydende med at social forandring rent faktisk tilvejebringes. Det betyder altså noget, hvem der yder modstand, hvornår og hvor de gør det. Mulighederne for at øve indflydelse vil altså ikke være uafhængig af ens position i de sociale relationer eller af ens standpunkt. Pierre Bourdieus kritik af Judith Butler er meget rammende her. Han skriver: «It is naïve, even dangerous to suppose and suggest that one only has to ‘deconstruct’ these social artefacts in a purely performative celebration of ‘resistance’ in order to destroy them» (Bourdieu 2000:108).
Hvis vi tager selvidentificerede kvindelige forskeres standpunkt i studiet af dominerende forestillinger om akademisk meritokrati og krav til excellence (der i sig selv også kan behandles som styringsrelationer), så vil deres erfaringer ofte (men ikke altid) kunne påvise, hvordan excellence spiller sammen med antagelser og forventninger om dedikation til arbejdet, der ofte viser sig at være til fordel for hvide middelklassemænd, hvilket blandt andet er grundet den fortsatte kønnede arbejdsdeling på arbejdet og i hjemmet (Lund 2015; Magnussen, Lund og Wallevik 2018) og grundet historisk og kulturel samfundsorganisering relateret til kapitalismens udvikling og moderne medborgerskabsidealer. Akademisk meritokrati og excellence har status som neutrale, objektive og uproblematiske begreber, men når man undersøger dem fra et bestemt standpunkt, så vil man kunne belyse, hvordan disse er spundet ind i intersektionelle styringsrelationer, så som køn, klasse og race. Ved at undersøge måden hvorpå ideer om kvalitet, excellence, meritokrati og potentiale opererer, kan vi påvise, hvordan kategorier, processer og diskurser aktiveres og derigennem enten usynliggør forskelle mellem mennesker, eller omvendt (re)producerer distinktioner mellem mennesker.
Styringsrelationer er på en og samme tid et materielt og relationelt begreb. Materielt fordi det peger på, hvordan vores daglige/natlige faktiske virksomhed er «embedded» i og formet af translokale tekster, diskurser og ideologier. Relationelt fordi de standardiserende, universaliserende og objektiverende processer kun finder sted og opretholdes, hvis folk rent faktisk aktiverer ((re)producerer eller øver modstand mod) teksterne og de begreber, diskurser og ideologier, de medierer, i specifikke kontekster. Styringsrelationer indeholder en dynamisk magtforståelse.
Den aktive tekst
Som allerede indikeret er teksten central i den Institutionelle Etnografi (Smith 2005:101-119,168-170). Teksten gør den translokale tilstedeværelse i det lokale etnografisk observerbar. Teksten som institutionel og koordinerende aktør er forstået som materiel og kopierbar i den forstand, at den kan operere på mange steder på en og samme tid. Teksten kan så at sige både være en evalueringsrapport, et policydokument, en dagbog, en videnskabelig artikel, en interview-transkription, en film, et computerprogram, et magasin eller et fotografi. Denne tekst medierer diskurser, kategorier, ideologier og andre måder at vide på, der kan forme intersektionelle relationer i specifikke kontekster. Den institutionelle etnograf må forsøge at forstå, hvordan læseren fortolker teksten; hvilke lokale og translokale ressourcer der trækkes på i denne fortolkning, samt hvilke aktiviteter, erfaringer og udsagn der udspiller sig lokalt og på tværs af lokale steder som resultat heraf. Man må gøre teksten synlig i dataproduktionen (Smith 2006). Smiths teoretisering af teksten indebærer bidrag til George Herbert Meads (1934) symbolske interaktionisme og til Bahktins (1986) talegenrer. Ligesom det sociale konstitueres relationelt mellem den talende og lyttende aktør, konstitueres det også i tekst-læser relationen: «When a text is read, watched or heard it brings consciousness into an active relationship with intentions originating beyond the local» (Smith 2001: 161-165). Her mister distinktionen mellem det signifikerede og signifikator sin relevans, og den står hermed i modsætning til den lingvistiske strukturalisme, som er inspireret af Ferdinand Saussure og Jacques Derrida. For Mead er sprog først og fremmest en social aktivitet, der involverer brugen af ord. Ordet bliver til og tilskrives mening i den sociale handling, hvor mennesker koordinerer deres bevidsthed med henblik på at forstå hinanden. Dette betyder ikke, at der ikke forekommer misforståelser eller forskelligartede fortolkninger, men det betyder, at den talende eller skrivende har en eller anden intention; hvad den talende eller skrivende ønsker sig, at den lyttende eller læsende skulle have hørt (Smith 2005). 6 Smith udvider denne læsning af Mead ved at tilføje en forståelse af, hvad tekster – institutionaliserede abstraktioner og kategorier – gør når de træder ind i samtalen.7 Disse resulterer i en nedtoning af det konkrete, specifikke og det afvigende.8 Når læseren eller lytteren aktiverer de abstrakte kategorier i sin lokale kontekst, så kommer ordet altså til at beskrive såvel som konstruere vores erfaring (Smith 2005). Det er dog ikke sådan, at vores bevidsthed er determineret af tekst og ord, blandt andet fordi disse ikke altid kan udtrykke vores erfaring.
De translokale styringsrelationer, der medieres gennem teksten, medfører altså ikke, at folk ikke kan læse, se eller høre tekster på forskellig vis, eller at de ikke kan aktivere og forhandle mellem forskellige fortolkningsmuligheder (Smith 1990, 2005). Men det betyder, at disse fortolkningsmuligheder i sig selv er formet i historiske materielle processer. Dette bliver yderst relevant i studier af intersektionelle relationer og af de muligheder og begrænsninger, der er til stede for fortolkning og modstand i en given kontekst. Hvordan og i hvilket omfang, vi stilles til regnskab overfor og evalueres med udgangspunkt i dominerende køns-, klasse- og raceforståelser, er et empirisk spørgsmål. Teksten må undersøges både som en aktør, der former lokal virksomhed, og også som en aktør, der indgår i et intertekstuelt netværk, hvor teksterne henviser til og regulerer hinanden. Tekster, der er formuleret andre steder og på andre tidspunkter, vil regulere og forme de mere specialiserede tekster, vi møder og aktiverer i vores hverdag (Smith 2006). Den intersektionelle analyse, der her lægges op til, tager udgangspunkt i dissonansen mellem det konkrete levede liv og de kategorier, der medierer, aktiverer og organiserer dette. Formålet er anti-kategorisk (McCall 2005) i den forstand, at det kan påvises, hvordan livets kompleksitet ikke kan rummes i abstraktionerne og kategorierne, men det er også intra-kategorisk (McCall 2005) fordi det kan påvises, hvordan menneskers hverdag og det sociale organiseres af kategorierne, og hvordan disse drager grænser og bidrager til produktionen af ulighed.
Intersektionalitet og Institutionel Etnografi
Som indikeret ovenfor har beskrivelserne af Institutionel Etnografi konsekvenser for hvordan man udforsker intersektionalitet. Køn, race og klassekategorier beskriver ikke erfaringer, men organiserer dem. Kategorierne bliver over tid noget, vi lever i, med og nogle gange imod. De bliver perspektiver, hvorigennem mennesker fortolker deres hverdag, muligheder, handlingsrum og yder modstand mod disse (se Skeggs 2004; Acker 2006). Smith påpeger, at hvis vi gør kategorierne til objekt for forskningen, ender vi med at fortrænge mennesker og nuancerne af deres faktiske handlinger. Man kommer til at usynliggøre de sociale relationer og den sociale organisering (Smith 2005). Hvis udgangspunktet for analysen er kategorierne og abstraktionerne, så vil en intersektionel analytisk orientering (McCall 2005; Hill Collins og Bilge 2016) heller ikke i sig selv være behjælpelig, men blot belyse sammenspil mellem stadigt flere relevante identitetskategorier (Smith 2009).
Kategorierne er ikke i sig selv aktører, men får liv og handlekraft, fordi folk aktiverer dem på bestemte måder i bestemte kontekster (Smith 2005). Køn, klasse, race og så videre behandles ikke som genstande med specifikke karaktertræk eller som «diskrete» variable, men som en del af menneskers virksomhedskundskab; det vil sige den faktiske gøren, hvormed mennesker konstitueres og producerer sig selv gennem sociale relationer. Som allerede påpeget bygger Institutionel Etnografi på en forståelse af, at vi alle ser, forstår og taler om vores virkelighed med udgangspunkt i et standpunkt i de sociale relationer. Køn, klasse, race og så videre er relationer, der kan forme vores standpunkt (Smith 2005, 2009), og derfor kan man argumentere for, at intersektionalitet allerede er integreret i Institutionel Etnografi (Widerberg 2015). Sensitivitet over for intersektionelle relationer handler ikke om at skabe et mere sandfærdigt billede af virkeligheden9, men om at intersektionalitet måske bidrager med indsigt i en erfaret dissonans og kan tilbyde os nye perspektiver på den viden og de styringsrelationer, som vi ellers tager for givet.
Frem for at antage at køn, klasse eller race betyder noget for menneskers virksomhed, muligheder og måden, hvorpå deres virksomhed tilskrives (eller ikke tilskrives) værdi i en konkret kontekst, må vi med udgangspunkt i erfaringen finde ud af hvorvidt og i så fald hvordan en given social proces er formet i intersektionelle relationer. Man kan sagtens anerkende, at køn, klasse og race meget ofte har betydning i sociale processer, men det er et empirisk spørgsmål for hvem og hvordan de har det. Det er altså et empirisk spørgsmål, hvor relevante de bliver i en konkret kontekst og hvordan de spiller sig ud hos specifikke individer. I den sammenhæng må man også være refleksiv omkring, at deres relevans kan være subtil og svær at få øje på, ikke mindst grundet forskerens eget standpunkt, der kan forhindre denaturalisering af helt almindelige daglige praksisser, livshistorier og muligheder.
Intersektionalitet som teori kan være meget besnærende i den forstand, at forøgelsen af antallet af relevante kategorier kan synes at lede til et mere nuanceret billede af magt og identitet, og dermed lader os komme stadig tættere på en forståelse af, hvordan det sociale organiseres. Problemet er imidlertid, at intersektionalitet som en teori kan ende med at blive en styringsrelation i vidensproduktionen på en sådan måde, at kategorierne kommer til at nedtone frem for at fremhæve, hvad mennesker faktisk gør, og hvordan deres liv er organiseret. Intersektionalitet som en form for metode er imidlertid mere på linje med et institutionelt etnografisk blik på den sociale organisering af hverdagens virksomhed. I produktionen af data og i mødet med forskningsdeltagernes erfaring kan man ikke på forhånd afgøre hvilke sociale relationer og styringsrelationer, der har betydning. Man må opdage det med udgangspunkt i virksomhedskundskaben og få de subtile nuancer med (se f.eks. DeVault 1995).
Konklusion
Vi indledte artiklen med at spørge, hvordan abstraktioner gøres, og hvilken rolle disse abstraktioner bør tilskrives i analysen? Disse er helt centrale spørgsmål, når vi bedriver intersektionel analyse. Vi har foreslået, at Institutionel Etnografi tilbyder et særligt svar på disse spørgsmål. Som udforskningspraksis har vi argumenteret for, at Institutionel Etnografi tager eksplicit parti med et specifikt kontekstuelt retfærdiggjort standpunkt og erfaret dissonans frem for med teoretiske, institutionelle eller abstrakte repræsentationer. Abstraktioner og kategorier skal ikke undersøges som beskrivelser af menneskeres erfaring, men som styringsrelationer der organiserer virksomhed, erfaringer og det sociale. Abstraktioner og kategorier skal således ikke ekskluderes fra den analytiske praksis, men de træder ind i analysen på en anden måde end teori- og kategori-drevne analyser såsom den strukturalistiske og socialkonstruktivistiske intersektionalitetsanalyse (Cabin og Edenheim 2013) eller den interkategoriske analyse (McCall 2005). Vi har argumenteret for, at Institutionel Etnografi tilbyder et yderst frugtbart rammeværk for at undersøge intersektionalitet som noget, der er organiseret relationelt og materielt, horisontalt og vertikalt. Institutionel Etnografi giver os redskaber, hvormed vi kan studerere såvel de kontekstuelle partikulariteter, fortolkninger og former for modstand som de systemiske processer, der holder mennesker til regnskab overfor bestemte styringsrelationer. Fordi erfaring i kontekst er udgangspunktet for analysen, bliver det muligt at «tegne nye kort» over det sociale og dermed at danne grundlag for social forandring.
Litteratur
Acker, Joan 1990. «Hierarchies, Jobs, Bodies: A theory of Gendered Organizations». Gender & Society, 4 (2).
Acker, Joan 2006. «Inequality regimes. Gender, class, and race in organizations». Gender & Society, 20 (4): 441-464. DOI: https://doi.org/10.1177/0891243206289499
Bakhtin, Mikhail Mikhailovich 1986. Speech Genres and Other Late Essays. Austin: University of Texas Press.
Bourdieu, Pierre 2000. Pascalian Meditations. Stanford: Stanford University Press.
Butler, Judith 1994. «Gender as Performance». Interview Conducted by P. Osborne and L. Segal. Radical Philosophy 67.
Cabin, Maria og Sara Edenheim 2013. «The Intersectional turn in Feminist Theory: A dream of a common language?» European Journal of Feminist Theory, 20(3): 233-248. DOI:https://doi.org/10.1177/1350506813484723
DeVault, Marjorie 1995. «Talking back to Sociology: Distinctive Contributions to Feminist Methodology». Annual Review of Sociology, 22: 29-50. DOI:https://doi.org/10.1146/annurev.soc.22.1.29
Foucault, Michel. 1970. The Order of Things: An archaeology of the human sciences.Nashville: Parthenon.
Harding, Sandra 1995. «’Strong Objectivity’: A Response to the New Objectivity Question». Synthese, Vol. 104, No. 3, Feminism and Science: 331-349.
Harding, Sandra (ed.) 2004. The Feminist Standpoint Theory Reader: Intellectual and Political Controversies. London: Routledge.
Hekman, Susan 1997. Truth and Method: Feminist Standpoint Revisited. Signs: Journal of Women in Culture and Society, 22(2): 341-365. DOI: https://doi.org/10.1086/495159
Hill Collins, Patricia og Sirma Bilge 2016. Intersectionality. Cambridge: Polity Press.
Lund W.B., Rebecca 2015. Doing the Ideal Academic: Gender, Excellence and Changing Academia. Doktoravhandling, School of Business, Aalto University.
Luria, Alexander Romanovich 1961. The Role of Speech in the Regulation of Normal and Abnormal Behaviour. New York, Liveright Publishing Corporation.
Magnussen, May-Linda, Lund, Rebecca W.B. og Wallevik, Hege (2018). «Et kjønnet rom for akademisk skrivning». Tidsskrift for Kjønnsforskning 42 (01-02): 85-103. DOI:https://doi.org/10.18261/issn.1891-1781-2018-01-02-06
McCall, Leslie 2005. «The complexity of Intersectionality». Signs 30(3): 1771-1800. DOI:https://doi.org/10.1086/426800
Mead, George Herbert 1934. Mind, Self, Society: From the Standpoint of a Social Behaviourist. Chicago: Chicago University Press.
McNay, Lois 2004. «Agency and Experience: Gender as lived relation». I: Adkins, Lisa og Beverly
Skeggs (red.): Feminism After Bourdieu. Oxford: Blackwell Publishing. DOI:https://doi.org/10.1111/j.1467-954x.2005.00530.x
McNay, Lois 2009. Against Recognition. Cambridge: Polity Press.
Skeggs, Beverly 2004. Class, Self, Culture. London: Routledge.
Smith, Dorothy Edith 1974. «Women’s Perspective as Radical Critique of Sociology». Sociological Inquiry, 44(1): 7-13. DOI:https://doi.org/10.1111/j.1475-682x.1974.tb00718.x
Smith, Dorothy Edith 1987. The Everyday World as Problematic. A Feminist Sociology.Boston: Northeastern University Press.
Smith, Dorothy Edith 1990. The Conceptual Practices of Power: A feminist sociology of knowledge. Toronto: University of Toronto Press.
Smith, Dorothy Edith 1997. Smith, D. (1997) «Comment on Hekman’s «Truth and Method: Feminist Standpoint Theory Revisited». Signs: Journal of women in culture and society, Winter 22 (2): 392-398.
Smith, Dorothy Edith 2004a. «Ideology, Science and Social Relations A Reinterpretation of Marx’s Epistemology». European Journal of Social Theory,7(4): 445–462.DOI:https://doi.org/10.1177/1368431004046702
Smith, Dorothy Edith 2004b. Writing the Social. Toronto, University of Toronto Press.
Smith, Dorothy Edith 2005. Institutional Ethnography. A Sociology for People.Lanham, Md., AltaMira.
Smith, Dorothy Edith (red.) 2006 Institutional Ethnography in Practice. Lanham, Md.: AltaMira.
Smith, Dorothy Edith 2009. «Categories are not enough». Gender & Society, Volume 23, issue 1: 76-80. DOI: https://doi.org/10.1177/0891243208327081
Schwalbe, Michael 2000. «The Elements of inequality». Contemporary Sociology29(6): 775-781. DOI:https://doi.org/10.2307/2654084
Spivak, Gayatri 1994. «Can the Sub-Altern Speak?» I: Williams, Patrick og Laura Chrisman (red.): Colonial Discourse and Postcolonial Theory: A Reader. Hemel Hempsteaad, UK: Harvester Wheatsheaf.
Volosinov, Valentin Nikolaevich 1929. Marxism and the Philosophy of Language.Boston: Harvard University Press.
West, Candace og Don H. Zimmerman 1987. «Doing Gender». Gender & Society, 1(2): 125-151. DOI:https://doi.org/10.1177/0891243287001002002
West, Candance og Sarah Fenstermacher 1995. «Doing Difference». Gender & Society, 9(1): 8-37.
Widerberg, Karin 2007. «Institusjonell etnografi – en ny mulighet for kvalitativ forskning». Sociologi i dag, 37(2): 7-28.
Widerberg, Karin 2015. «En invitasjon til institusjonell etnografi». I: Widerberg, Karin (red.): I hjertet av velferdsstaten. En invitasjon til institusjonell etnografi. Oslo: Cappelen Damm akademisk.
| 1 | Toril Moi (Klassekampen, 19. oktober 2017), Helene Aarseth (Klassekampen, 11. december 2017; Kilden, 11. januar 2018), Lene Myong og Stine Bang Svendsen (Kilden, 12. december 2017), og Janneke van der Roos (Kilden, 3. januar 2018). |
| 2 | «Det sociale» forstås «generøst», som mennesker, der koordinerer aktivitet. |
| 3 | Smith har påpeget, at standpunktsfeminisme er en generaliserende fællesbenævnelse for meget forskellige tænkere (1997). |
| 4 | Denne oversættelse har vi lånt fra Karin Widerberg (2015). «Mennesker er altså knowers, kunnskapsforvaltere eller kunnskapsbærere vedrørende sin virksomhet, og det er det vi skal ha som utgangspunkt i vår utforskning av den utvalgte virksomheten. Og det er hva folk kan si om hvordan denne virksomheten gjøres, deres work knowledge, virksomhetskunnskap eller arbeidskunnskap – arbeid da forstått i en sjenerøs betydning av ordet – som står i fokus for studiet. Det er med andre ord ikke kunnskap om folk vi er ute etter, men hva vi kan lære av dem, om deres virksomhet» (Widerberg 2015:15). |
| 5 | Denne oversættelse har vi lånt fra Karin Widerberg (2015). «All virksomhet har sine tekster som på ulike måter bestemmer og regulerer virksomheten ut fra et styringsperspektiv. Noe av virksomheten fanges opp i institutional captures, institusjonelle forståelser som er styringens bilder av virksomheten. Disse kan av mennesket i virksomheten oppfattes som riktige, ufullstendige, eller feilaktige. Uansett er de der som noe mennesket i sin virksomhet må forholde seg til, hun må legge opp virksomheten slik at institusjonelle forståelsene blir sanne, tilsidesette dem eller yte åpen motstand og revoltere. Institusjonelle forståelser slik de kommer til uttrykk verbalt eller i ulike tekster, er derfor et viktig sted å starte for å nøste opp og koble sammen lokale og translokale styringsrelasjoner. Det er via dem vi kan få grep om makt og styring i og av hverdagen» (Widerberg 2015:17). |
| 6 | Det skal her påpeges, at der her er forskel på tekster og på samtaler. Nogle har langt mere tydeliggjort formål eller intention end andre. |
| 7 | Hun trækker i den forbindelse på Alexander Romanovich Lurias (1961) teori om verbale generaliseringssystemer, Michel Foucaults (1970) diskursbegreb og Mikhail Mikhailovich Bahktins (1986) teori om talegenre. |
| 8 | Her anvender Smith ordet ‘hund’ som eksempel på et ord, der generaliserer erfaringerne med et firbenet dyr. Vi lærer at identificere dem alle som hunde, til trods for at vi har vidt forskellige erfaringer med hver enkelt af dem. På samme måde kan man sige, at vi lærer at identificere mennesker med bryster og vagina som kvinde og feminin, selv om vores konkrete erfaringer med specifikke kvinder ikke lader sig indramme i denne kategorisering. |
| 9 | Som for eksempel Sandra Harding (1995) ville påstå i sin artikel «’Strong Objectivity’: A Response to the New Objectivity Question». |
Dette er en Open Access artikkel distribuert under vilkårene Creative Commons CC-BY-NC 4.0
